Æglægning, rugning og klækning i naturen

Når fasanhønen begynder at lægge sine æg i april måned, producerer og lægger hun ca. 1 æg pr. dag - mere præcist 6 æg pr. uge. Æglægningen hos de “vilde” fasaner starter som regel altid noget senere end hos de indfangede avlsfugle.

I forbindelse med æglægningen hos de indfangede avlsfugle, er det helt normalt, at de første æg fasanhønerne lægger, ligger tilfældigt spredt rundt om i volieren. Disse æg kan i nogle tilfælde have en mindre befrugtningsgrad, hvorfor tanken om at fasanhønerne også foretager den tilfældige lægning af æg i naturen, ikke er utænkeligt. I april måned finder man altid fasanæg på skovveje o.lign. steder, som de sorte fugle har hakket hul på og ædt indmaden af.

At disse æg er nogle de sorte fugle har stjålet fra en rede, er selvfølgelig en mulighed. Æggene kunne i teorien også være “afledningsæg”, som fasanhønen har lagt på reviret, udelukkende for at fjerne opmærksomheden fra reden, som de forskellige prædatorer ihærdigt søger efter. Jeg skal lige huske at understrege, at snakken om disse “afledningsæg” helt står for egen regning, da der ikke findes nogen dokumentation, som på nogen måde beviser denne påstand.

Fasanhønen kan lægge op til 14-15 olivenbrune eller grågrønne æg i reden, og hvis prædatorerne finder reden med fasanæggene, eller æg og rede bliver ødelagt af landbrugsmaskiner, begynder fasanhønen forfra med at nye æg. Anden gang fasanhønen lægger æg, lægger hun dog ikke så mange æg, som ved første æglægning.

Om det er et af naturens luner, eller om der er tale om en tredje æglægning ved jeg ikke, men jeg ved med sikkerhed at jeg den 27. september blev ringet op af en af mine gode venner, som i øvrigt er herregårdsjæger og vildtforvalter. Han havde set noget helt specielt, og fortalte med en blanding af begejstring og forundring, at han samme dag havde set en fasanhøne i følgeskab med 4 små fasankyllinger, som han aldersmæssigt skønnede til at være 4-5 dage gamle.

Fasanhønen begynder normalt ikke selve udrugningen, før hun føler at det sidste æg er lagt, og rugetiden er normalt 23-24 døgn. De første kyllinger klækkes normalt i de sidste dage i maj måned, mens de fleste kyllinger klækkes i første halvdel af juni måned.

Hvis man har indfanget æglæggere, lægger en æglægger (fasanhøne) i gennemsnit ca. 35 æg i hele æglægningsperioden, modsat den “vilde” fasanhøne som lægger mindre end det halve (læs evt. afsnittet “Antal æg pr. fasanhøne i fangenskab”, under kapitlet Opdræt).

Forklaringen på forskellen på antallet af lagte æg i fangenskab, og på den fri vildtbane, skal formentlig søges i, at man hos æglæggerne i fangenskab opsamler alle de lagte æg flere gange dagligt, hvilket åbenbart “forvirrer fasanhønens overblik”, så hun fortsætter med at producere æg. Derudover tilbydes den æglæggende fasanhøne også specielt fremstillet æglægningsfoder, som helt klart fremmer æglægningen.

Fasanhønen er tæt knyttet til sine kyllinger, som hun faktisk begynder at kommunikerer med inden selve klækningen. Fasankyllingerne begynder nemlig 2-3 dage før klækningen at pippe inde fra ægget. Denne pippen, sammenholdt med at fasanhønen ikke lægger sig til at ruge før det sidste æg er lagt, er med til at kyllingerne kan synkronisere deres klækning, så den foregår indenfor samme døgn.

Fasankyllingen inde i ægget har inden den udklækkes, udviklet en lille horndannelse på oversiden af næbbet. Denne kaldes en “næbtand”, og bruges til at banke hul på æggeskallen, hvorefter man siger at ægget er språet. Næbtanden bruges også som et hjælperedskab, når fasankyllingen skal arbejde sig ud af ægget, som tager ca. et døgn.

Når fasankyllingerne har kæmpet sig ud af ægget, er de det man kalder precociale, hvilket betyder, at de er mobile og i stand til at løbe straks efter klækningen.

Når fasanhønen er sikker på at alle levedygtige fasankyllinger er udklækket, forlader hun samme dag reden med de nyudklækkede fasankyllinger, som herefter følger hende tæt.

De dunklædte fasankyllinger mister i løbet af nogle få dage næbtanden, og når de er 3 døgn gamle begynder ungedragten at bryde frem.

De nyudklækkede kyllingers temperaturregulering er i den første leveuge ikke fuldt udviklet, hvorfor de er fuldstændig afhængige af at fasanhønen putter dem ind under sig og holder dem varme. Om dette siger man at fasanhønen “kurer” dem.

Fasankyllinger er generelt meget sårbare overfor ugunstigt vejr, og jo yngre fasankyllingerne er, des mere sårbare er de. Derfor giver det også mening at fasankyllingerne i dagene efter klækningen, opholder sig mellem 90-95% af tiden under fasanhønen, i mørke og varme, og med den rigtig luftfugtighed.

Naturen er så snedigt indrettet, at de nyudklækkede fasankyllinger i de første 2-3 dage efter klækningen, sagtens kan overleve uden at indtage føde, men til gengæld er de dybt afhængige af varmekilden under fasanhønen.

Når de nyudklækkede fasankyllinger kan overleve de første 2-3 dage uden fødeindtag, skyldes det, at de fra naturens side er udstyret med det, vi i menneskesprog kunne kalde en form for “madpakke”. Denne “madpakke” udgør en rest af blommesækken, som fasankyllingerne stadig har i sig, og som de efter klækningen kan overleve nogle dage på.

Specielt indholdet af fedt og proteiner fra blommesækken, er meget vigtigt for fasankyllingen efter klækningen. Det meste af fedtindholdet udnyttes det første døgn, mens proteinindholdet gradvist udnyttes over de første 3 døgn.