Fasaner til alle

I 1932 begyndte Jagtrådet at uddele udsætningsklare fasaner til såvel jagtforeninger som private over hele landet, og det betød, at man fra 1930’erne og frem pludselig fandt fasaner i områder, hvor man hidtil ikke havde kendt til dem. I Sønderjylland havde fasanen således praktisk talt ikke været at finde siden Hertugen af Augustenborgs udsætninger i 1800-tallet. Men i en rundspørge i
1936 kunne landsdelens jægere melde, at der på grund af de nye udsætninger var faste bestande i alle datidens fire sønderjyske amter. En lignende udvikling skete i det tilsvarende fasanfattige Vestjylland, til jægeren Kaj Munks store fortrydelse - han foretrak urfuglene. Jagtfonden, der var finansieret af jagttegnsmidlerne, finansierede udgivelsen af et lille, instruktivt hæfte om opdræt og udsætning af fasaner, der blev omdelt gratis som inspiration til landets jægere i samme periode.
Dette omfattende arbejde medførte i løbet af få år, at fasanen pludselig rent udbyttemæssigt blev en lige så vigtig vildtart som agerhønen, der ellers traditionelt havde været jægernes vigtigste hønsefugl herhjemme. Fra omkring 1940 til 1960 lå udbyttet af fasan og agerhøne side om side med en afskydning på 300-400.000 af hver art årligt. I 1960’erne skiltes deres veje imidlertid. Agerhønen gik voldsomt tilbage og blev den ret perifere vildtart, vi kender i dag. Fasanudbyttet havde derimod slet ikke toppet endnu. Det gik voldsomt frem gennem de følgende årtier, og har nu stabiliseret sig på et udbytte på omkring 700.000 nedlagte fugle årligt. Derved er fasanen i nutiden udbyttemæssigt blevet den absolut vigtigste vildtart i Danmark.

En jagtlig succes
Når det er muligt at opretholde dette høje udbyttetal, skyldes det altovervejende udsætninger kombineret med intensiv fodring og anden vildtpleje. Det skønnes, at udsatte fugle udgør et sted mellem en tredjedel og halvdelen af fasanudbyttet. At omfanget af fasanudsætningerne har kunnet nå disse højder, skal ses i sammenhæng med den almindelige udvikling i samfundet, hvor øget velfærd har medført øgede muligheder for at betale for det, man gerne vil have - herunder fasanjagt. Ser man på vildtudbyttestatistikken, kan man se, at den store fremgang i udbyttet af fasaner sker samtidig med, at velfærdsstaten grundlægges omkring midten af 1960’erne. Samtidig er den voldsomme fremgang i fasanudbyttet også sammenfaldende med en række jagtlige indskrænkninger samt en generel tilbagegang hos flere talmæssigt vigtige småvildtarter, herunder ikke mindst agerhøne og hare.
Derved har en øget fasanudsætning i en vis udstrækning også haft til formål at kompensere for mistede jagtmuligheder på andre arter. Fasanens historie i Danmark er således i høj grad historien om at være på rette sted på rette tidspunkt. Den asiatiske hønsefugl har både kunnet tilfredsstille konger, hertuger og godsejere i deres ønske om eksklusiv og spektakulær jagt og den almindelige jæger i ønsket om at øge mulighederne for spændende jagtlige oplevelser, selv på relativt små terræner.
Med den spændvidde er der ikke noget at sige til, at fasanen er blevet en overvældende succes i den danske jagt.