Kvalitet fremfor kvantitet

I mange år har det hos mange jægere været antallet af skudte fasaner, som var udslagsgivende for, om man efterfølgende omtalte en fasanjagt som god eller mindre god. I fremtiden bør det være kvaliteten af jagtafviklingen samt kvaliteten af fuglenes flyvefærdigheder m.m., som skal afgøre, om fasanjagten har været en succes eller ej, uagtet hvor mange fasaner der er blevet skudt på dagen.
Der skal en holdningsændring til hos os jægere fremadrettet, hvilket desværre nok kommer til at tage lang tid.
Når jeg siger, at jeg har været på fasanjagt er det første jagtkammeraterne spørger om: “Hvor mange fasaner blev der skudt..?” men ikke: “Var det en god jagtdag?” eller “Var det stærke og velflyvende fasaner..?”
Hvis jeg fortalte jagtkammeraterne, at jeg skulle på en super fasanjagt, hvor man på samme jagt sidste år, skød hele 700 fasaner, kunne de sagtens forstå, at jeg glædede mig. Hvis jeg mødte dem ugen efter jagten og fortalte at vi skød 300 velflyvende fasaner, ville de kigge undrende på mig og spørge “Jamen - hvad gik galt?”.
Ovenstående tænkte situationer er blot for at fremhæve, at man i dag går alt for meget op i antallet af afskudte fasaner, frem for selve kvaliteten af jagten.
En jagtdags succes skal ikke måles på, hvor mange fasaner der ligger på vildtparaden, men derimod på, hvordan hele jagtarrangementet er forløbet. Var forplejningen i orden? Var logistikken i orden? Var det kvalitetsfugle man skød til, altså stærke og velflyvende fasaner? Blev fasanerne lettet fra såterne uden råben og skrigen fra klapperne? Var der dygtige og erfarne apportører med dygtige hunde?
Det er sådanne ting, som forhåbentlig bliver de afgørende faktorer, når vi fremover skal vurdere, om en fasanjagt har været vellykket.
Køber man evt. en dagjagt på 250 fasaner (+/- 10%), vil en dagjagt på 500 fasaner på ingen måde blive dobbelt så god. Det eneste, der er sikkert ved denne sammenligning, er, at dagjagten på 500 fasaner bliver næsten dobbelt så dyr.