Skip to main content

Hvordan udsættes fasankyllingerne i den engelske voliere

Det er en selvfølge, at man kun udsætter sunde og stærke fasankyllinger.

Undgå at fasankyllingerne skal transporteres langt for at komme fra opdrætteren til reviret. Jo kortere tid fasankyllingerne skal opholde sig i transportkasserne desto bedre.

Opdrætteren skal gerne komme så tidligt om morgenen som muligt, så man kan begynde at slippe fasankyllingerne fri i de engelske volierer, så tidligt på dagen som muligt efter solopgang.

Det er bedst, hvis man er færdig med at lukke alle fasankyllingerne ud af transportburene i de engelske volierer omkring middagstid, da fasankyllingerne så kan gå på opdagelse i den engelske voliere hele eftermiddagen og blive fortrolige med de nye omgivelser.

Hvis opdrætteren tilbyder at levere fasankyllingerne sent om eftermiddagen, skal man sige pænt nej tak, og bede han om at komme næste morgen. Når dette er sagt, ved de fleste opdrættere godt at fasanerne skal ud så tidlig som muligt, og de store kunder som skal have leveret mange tusinde fasankyllinger, prioriteres selvfølge højere, end dem som kun skal have leveret nogle få hundrede fasankyllinger.

Husk på at opdrætteren jo også har en stor interesse i at så mange fasankyllinger som muligt overlever, hvorfor han som regel er en god sparringspartner.

Der er også den mulighed, at man laver en aftale om selv at afhente fasankyllingerne om morgenen, hvorefter man kan køre direkte i reviret og slippe dem fri i den engelske voliere.

Når fasankyllingerne ankommer til reviret, hjælper man normalt opdrætteren med at læsse alle transportkasserne af, da han som regel har flere leveringer til andre kunder med på ruten.

Det er ikke sikkert at opdrætteren som leverer fasankyllingerne, har tid til at køre rundt i terrænet og lukke fasankyllingerne ud af transportkasserne på alle udsætningspladserne, hvorfor det er vigtigt, at man på udsætningsdagen sørger for at have hjælp til at bære m.m.
Sørg derfor at have 2-4 mand til at hjælpe dig på udsætningsdagen, så selve udsætningen kan ske så hurtigt som muligt.

Sørg for at have klare aftaler med opdrætteren, om at han blot afsætter transportkasserne fyldt med 6 ugers fasankyllinger, og så afhenter de tømte transportkasser senere på dagen, eller om han aktivt skal hjælpe med at køre rundt på reviret og lukke fasankyllinger ud i de engelske volierer.

Hvis opdrætteren blot aflæsser alle transportkasserne med 6 ugers fasankyllinger på et aftalt sted på reviret, kan den videre fremgangsmåde f.eks. være som beskrevet nedenfor. Alle transportkasserne med 6 ugers kyllingerne skal:

  • Læsses op på en trailer.
  • Køres ud til, og bæres ind i på hver udsætningsplads.
  • Åbnes så kyllingerne selv kan gå ud.
  • Videre til næste udsætningsplads.
  • Til sidst køres rundt til alle udsætningspladserne, hvor alle de tomme transportkasser samles, og bæres ud på traileren igen.
  • Herefter køres alle tomme transportkasser tilbage, så opdrætteren nemt og hurtigt kan hente dem på vej hjem senere på dagen.

    At udsætte fasankyllinger via en indervoliere er jeg ikke tilhænger af, selvom mange benytter en sådan i.f.m. udsætningen. Du kan læse om indervoliere andetsteds i bogen.

    Som tidligere nævnt mener jeg, at den engelske voliere skal være så attraktiv for kyllingerne, at de umiddelbart efter at de træder ud i den føler sig trygge.

    Inden man slipper 6 ugers fasankyllinger ud af transportkasserne i udsætningen, skal man sørge for, at der er foder og frisk vand ved fodersporet.

    Husk på at fasankyllingerne aldrig har været på stedet før, og at de derfor ikke ved, hvor foder og vand er placeret. Planlæg udsætningen i den engelske voliere så fodersporet ligger tæt op af, hvor fasankyllingerne lukkes ud af transportkasserne.

    Spred endelig ikke foderet på pladsen den første dag, men læg det på jorden i en lang bane (eller i foderbakker), så kyllingerne kan se foderet og vandet. Først når fasankyllingerne efter et par dage er trygge på udsætningspladsen og ved hvor fodersporet er, begynder man langsomt at sprede lidt foder under buske og træer. Lige så snart man kan se, at fasanerne kan finde det, fodres der kun på den måde fremover, da det gælder om at holde fasankyllingerne beskæftiget med at lede efter føde i så lang tid som muligt.

    Inden man begynder at åbne transportkasserne sættes de to (eller flere) tamhøns i hvert sit bur. Placerer mindst et bur i hver sin ende af fodersporet. Her står de hver dag i dagtimerne, og buret løftes op i et træ (på et søm eller lign.) tidlig aften.

    Når der har været ro på pladsen i et par dage, slippes den første tamhøne ud af buret. Hvis der nogle dage efter stadig er ro på pladsen, slipper man den anden, eller de andre tamhøns ud af buret/burene.

    Nogle vælger at slippe tamhønsene fri i den engelske voliere, samtidig med at fasankyllingerne lukkes ud af transportkasserne, hvilket ifølge mine erfaringer ikke giver den samme ro på pladsen. Tamhønsene vil selvfølgelig vandre rundt i udsætningen, med fasankyllingerne efter sig, i stedet for at fasankyllingerne i de første vigtige dage holder sig tæt på fodersporet, de tætte buske og nattesæderne, hvor burene er placeret.

    En tredje mulighed er at sætte nogle af tamhønsene i bur, én i hvert sit bur, og lade én eller flere tamhøns færdes frit sammen med fasankyllingerne på udsætningspladsen.

    (Læs evt. mere om “Tamhøns i bur” andet sted i denne bog).

    Husk at bære alle transportkasserne med fasankyllingerne ind på udsætningspladsen, inden du begynder at åbne dem.

    Husk også at fløjte allerede fra dag ét som beskrevet andet sted i bogen.

    Det er meget vigtigt at transportkasserne bliver placeret på en sådan måde, at fasankyllingerne når de stikker hovedet ud af transportkasserne, kan gå direkte ind under noget tæt dække, f.eks. under graner eller buske, uden at kunne se direkte op i himlen (lyset). Husk på at fasankyllingerne kommer direkte fra en transportkasse, hvor der kan være mørkt, hvorfor overgangen fra transportkassen og ud i den engelske voliere, kan virke skræmmende på fasankyllingerne.

    Hvis fasankyllingerne stikker hovedet ud af transportkasserne og kan se lys og direkte op i himlen, er det så godt som 100% sikkert, at de vil lette og spredes over et større areal, og måske vil de lande udenfor udsætningspladsen. Dette må helst ikke ske, da fasankyllingerne endnu ikke har noget tilhørsforhold til udsætningspladsen, og hvis de kommer så langt væk at de har svært ved høre de andre fasankyllinger, risikerer man at de går tabt.

    Hvis det er svært at få alle transportkasserne til at stå, så fasankyllingerne går direkte ind under buske eller lign., kan man evt. lægge nogle store grangrene oven på transportkasserne, så de virker som en overdækning ud til/hen til busken og undgår det skarpe lys.

    Når alle transportkasserne er placeret rigtig, sikrer man lige en ekstra gang, at alt er i orden og begynder at åbne transportkasserne. Selve åbningen af transportkasserne og ens bevægelser skal være på den måde man altid vil omgås fasaner, hvilket vil sige med rolige bevægelser og hele tiden mens man fløjter de samme toner.

    Åben først de transportkasser som står længst væk, så du ligesom arbejder dig baglæns ud af udsætningspladsen. Åben alle transportkasserne og lad fasankyllingerne selv vandre stille og roligt ud i deres nye hjem. Når alle kasserne er åbnet, går man uden for udsætningspladsen og lukker lågen / hegnet, hvorefter man sikrer sig, at der er strøm på elhegnet.

    Har man f.eks. bestilt 800 fugle, kan man selvfølgelig ikke se, eller tælle, om alle fasankyllingerne nu også bliver leveret, men man bør alligevel lave en stikprøvekontrol, hvis man ikke kender opdrætteren og stoler 100% på ham.

    Man spørger blot opdrætteren om, hvor mange fasankyllinger der er i hver kasse, og laver en stikprøvekontrol og tæller hvor mange der kommer ud af nogle af transportkasserne.

    Mine erfaringer med opdrætterne som har leveret fasankyllinger til mig i de senere år har været gode. Jeg har fået flere fasankyllinger end jeg havde bestilt, fordi opdrætteren har kalkuleret med, at der går nogle fasankyllinger til under transporten.

    Nu forlader man udsætningspladsen og kører over til den næste udsætningsplads og gentager proceduren.

    Når man har sat alle de nye fasankyllinger ud på alle udsætningspladserne, begynder man at samle alle transportkasserne ind igen. Dvs. man kører til den udsætningsplads, hvor man først lukkede fasankyllingerne ud af transportkasserne, og her skulle alle fasankyllingerne gerne selv have forladt transportkasserne, ligesom de gerne skulle stå på fodersporet sammen med tamhønsene.

    Man fløjter og går stille og roligt ind på udsætningspladsen, og inden man lukker transportkasserne, tjekker man lige at disse er tomme. Skulle der evt. sidde én eller flere fasankyllinger lukkes de selvfølgelig også ud. Skulle der ligge et par døde fasankyllinger, tages disse selvfølgelig også ud af transportkasserne og rapporteres til opdrætteren. Alle transportkasser bæres ud fra udsætningspladsen.

    Når man har fået udsat alle fasankyllinger og fået kørt alle transportkasserne tilbage til et opsamlingssted hvor opdrætteren nemt kan komme og læsse disse, skal man afse resten af dagen til at pendle mellem udsætningspladserne.

    På udsætningspladserne skulle der gerne stadig være ro, og fasankyllingerne skulle stadig gerne opholde sig i nærheden af tamhønsene i burene. Hvis man ikke benytter bure til tamhønsene, skal fasankyllingerne gå sammen tamhønsene på udsætningspladsen.

    Der skulle også gerne være en livlig pippen/kalden fra fasankyllingerne, ligesom de skulle være interesseret i alt den grønne vækst, som er i udsætningen.

    Man skal ikke gå ind i udsætningen første gang man kommer for at tjekke om alt er roligt. Man åbner døren/hegnet, mens man fløjter og går herefter stille og roligt den vej rundt om udsætningen som man vil gøre i fremtiden. Det er normalt at de fasankyllinger som evt. er fløjet udenfor udsætningspladsen, da de blev lukket ud af transportkasserne, nu er blevet kaldt tilbage til hegnet, af den livlige pippen fra de andre fasankyllinger. De står nu og maser mod hegnet for at komme ind til de andre. Husk på at de nye fasankyllinger endnu ikke ved, hvor sluserne befinder sig i udsætningen, så de kan komme ind i sikkerhed. Dette skal vi lære dem ved vores forsigtige færden rundt om udsætningspladsen.

    Mens man fløjter, går man stille og roligt rundt om udsætningen, hvor de fasankyllinger som er fløjet udenfor hegnet, stille og roligt går foran en, indtil de når til en sluse, som de kan gå ind af. Går de med hele vejen rundt, når de til sidst frem til åbningen (døren/hegnet) til udsætningspladsen.

    Når man har været hele vejen rundt, burde alle de fasankyllinger, som er sluppet løs i denne udsætning, gerne være indenfor hegnet.

    Husk at lukke lågen/hegnet, så der er helt lukket til udsætningspladsen, og tjek at der er fuld power på det elektriske hegn samt at alle afværgeredskaber er klar til evt. at blive aktiveret straks eller senere på dagen.

    Det samme gøres også på de andre udsætningspladser.

    Resten af dagen kører man stille og roligt rundt til de forskellige udsætningspladser, hvor man holder sig i en passende afstand af disse, så fasankyllingerne fortsat kan vænne sig til de rolige og gunstige forhold, man har skabt til dem indenfor volierehegnet.

    Resume af udsætningen:

    • Sørg for at der ikke er råvildt eller prædatorer på udsætningspladsen.
    • Læg foder ud på fodersporet.
    • Sørg for at der er frisk vand i udsætningen.
    • Et bur (eller flere) med én tamhøne i hver, sættes på jorden i hver ende af fodersporet.
    • Bær alle transportkasserne ind i udsætningen.
    • Placer udsætningskasserne rigtigt.
    • Stil evt. transportkasserne i flere lag.
    • Åben alle transportkasserne
    • Start med at åbne dem som er længst væk (fra hvor man kan komme ud af volieren).
    • Lad fasankyllingerne vandre stille og roligt ud i udsætningen.
    • Husk rolige bevægelser og husk at fløjte ved al omgang med fasankyllingerne.