Når vi har avlsfugle i fangenskab, er det en selvfølge, at man dagligt holder et vågent øje med alle fuglenes sundhedstilstand. Fasanhønerne er modsat fasankokkene på ingen måde territoriehævdende, men derfor er der alligevel en god grund til også at holde øje med dem. Når fasankokken parrer fasanhønen, siger man at han ”drenker”. Som nævnt andet steds i bogen, kan fasankokken gentage parringen flere gange end nødvendigt, og hver gang han gør det, bliver fasanhønen slidt på ryggen af hans lange sporer. Senere i æglægningsperioden, hvor fasankokken har udført utallige parringer, kan man opleve, at nogle af fasanhønerne bliver bare på ryggen. Det er nu, at man skal passe på.
Fasanhønens fjer på ryggen giver en vis beskyttelse imod fasankokkens sporer, men hvis sporerne laver et lille hul i den nedre del af ryggen på hønen, er hun mere eller mindre dødsdømt, hvis ikke man får hende fjerner fra volierer. Selv det mindste hul i ryggen på fasanhønen vil medføre, at der fremkommer synligt rødt blod. Og farven rød virker som en magnet på de andre fasaner, der ikke kan lade være med at hakke i det blodige hul ved enhver lejlighed. Fasanhønen har ingen mulighed for at flygte inde i volieren, og hvis den ikke fjernes, vil hakkeriet fortsætte. Hullet i ryggen vil i løbet af få dage blive større, og fasanhønen vil gå en grufuld død i møde, efter at de andre fasaner har trukket hendes indvolde ud igennem hullet i ryggen.
Ovenstående dyremishandling må ikke ske, når avlsfuglene er i vores varetægt, og det undgås ved at man dagligt holder et vågent øje med alle avlsfuglenes sundhedstilstand, mens man udfører de daglige gøremål i volieren.