Skip to main content

Alder, aldersbestemmelse og sporer

Man kan ikke på sporernes længde hos fasankokken fastslå dens alder

Det er ikke unormalt at fasaner i fangenskab (prydfasaner) kan blive i omegnen af ti år gamle, men der er ikke rigtigt nogen, som kender det korrekte svar, når vi taler om fasaner, som lever i den fri natur.

Hvis en fasan på den frie vildtbane levede under gunstige forhold, dvs. undgik angreb fra prædatorer, stress (læs jagt), sygdomsangreb, og samtidig blev begunstiget med milde vinter, tilgængelig god føde hele året m.m., burde den også kunne opnå en anseelig alder. Et kvalificeret skøn ville være ca. syv år.

Gamle fasaner på den frie vildtbane i Danmark findes ikke, da en stor del af de udsatte fasaner bliver skudt i samme jagtsæson, som de er udsat, og de opnår derved kun en alder på fire til ni måneder.

Jagten er ikke den eneste faktor som har indflydelse på alderen på fasanerne i Danmark, da sygdom efter udsætningen på opdrætspladserne (hvor man jo ikke må medicinere), og prædatorer tager deres del af kagen.

Spørgsmålet om hvor gammel en fasan kan blive i fangenskab, er i bund og grund ligegyldigt, hvorimod det er meget mere interessant at få afklaret, hvor gammel en fasan i den danske natur normalt bliver. Her er resultatet nedslående, da der ikke er noget der peger i retning af, at en fasan i den danske natur kommer i nærheden af en alder, hvor man kan sige at den er så gammel, at den dør af alderdom.

Udfra udsætningstal, afskydningstal, egne og andres erfaringer i arbejdet med fasaner, skal en fasan i den danske natur, være mere end heldig hvis den når at blive 2 år gammel, og jeg vil endda gå så langt som til at påstå, at en fasan som bliver mere end 2,5 år gammel hører til sjældenhederne.

Det er ikke nemt at se, hvor gammel en fasan er, medmindre vi taler om fasankokke, som endnu ikke er 20 uger gamle. Fjerdragten på disse fasankokke er farvemæssigt ikke helt færdigudviklet, og i ugerne op til at fjerdragten er helt færdigfarvet, er de lidt spraglede på brystfjerene, hvorfor man siger at fasankokkene stadig har “slips”.

Derudover kan man også ud fra fasanernes kropsstørrelse, i de første 20 uger med rimelig sikkerhed fastslå fasanernes alder.

Når vi skal vurdere alderen på fasankokkene efter de er 20 uger gamle og helt udfarvede, løber vi ind i store problemer, da man her ikke med sikkerhed udfra fasanernes udseende kan fastslå dens alder.

En fasanhøne som er mere end 20 uger gammel, kan man heller ikke udfra udseendet alene fastslå alderen på.

På fasankokkene har vi en lille indikation af alderen, da fasankokken, modsat fasanhønen, er udstyret med en spore på hvert ben. Der findes mange teorier om længden på disse sporer, og det er helt normalt at høre jægere udtale om en nedlagt fasankok med lange sporer, at det er en gammel fasankok. Ordet “gammel” bør i denne sammenhæng tages med et gran salt, da den nedlagte fasankok med de “lange sporer” kan være mellem 5 måneder og 2,5 år gammel.

Når det er sagt, er der en klar tendens til at udsatte fasaner i 20 ugers alderen (5 måneder gammel), generelt har kortere sporer end ældre fasaner.

Jeg fulgte udviklingen/væksten af de udsatte fasankokkes sporer over et par år på et dansk revir, og det var tydeligt at sporerne i starten af jagtsæsonen, på de udsatte fasankokke, var korte end senere på sæsonen.

Jeg observerede, at der i starten af jagtsæsonen blev nedlagt nogle få fasankokke, med markant længere sporer end flertallet af de nedlagte fasankokke, hvilket jeg tolkede som fasankokke, der havde overlevet det første år. I slutningen af jagtsæsonen havde alle de nedlagte fasankokke generelt længere sporer end i starten af jagtsæsonen, og jeg kunne ikke med sikkerhed udpege fasaner, udfra en vurdering af længden på sporerne, som værende ældre end de i samme år udsatte fasankokke.

Nogle har tidligere skrevet at en fasankok i det første leveår, vil have en stumpet og lys (grålig) spore, og målet fra den modsatte side af benet til spidsen af sporen, skulle være ca. 1,8 cm. langt. Der skrives også at en ældre fasankoks sporer, udover at være næsten sorte også vil være skinnende og meget fint tilspidsede, og at målet ved samme målemetode vil være ca. 2,5 cm.

Man skal ikke lægge så meget i disse teoretiske opgivne længder af fasankokkens sporer i forhold til dens alder, da jeg via egne erfaringer på ingen måde kan bekræfte disse påstande. Jeg er enig i, at de udsatte fasankokkes sporer generelt er kortere i starten af jagtsæsonen (oktober) end i slutningen af jagtsæsonen (januar), men sporernes farve kan ifølge egne erfaringer og observationer, variere fra at være grålige til helt sorte (uanset alder), ligesom længden og spidsen på sporerne også kan variere. Dog med den tendens, at jo ældre fasankokken er, desto længere er dens sporer. Man skal altid have in mente, at der ingen regler findes uden undtagelser.

Konklusionen på spørgsmålet om man på en fasan kan fastslå dens alder, må derfor være, at man ikke alene ved synet af en udvokset fasankok eller fasanhøne, med sikkerhed kan fastslå alderen.