Skip to main content

Anskydninger

Der er ingen tvivl om, at jo mindre man træner skydning til bevægelige mål, desto større er risikoen for at anskyde vildtet.

At ramme en flyvende fasan rent er langt mere kompliceret, end det umiddelbart kan se ud. Et normalt jagthaglskud frigør ca. 30 gram hagl, som forlader løbet med en hastighed på omkring 400 m/s. Når haglsværmen forlader løbet, er den nærmest en massiv cylinder, men allerede på omkring 25 meters afstand har den fået en elliptisk form med en længde på mere end 2 meter og en diameter på ca. 1 meter.

Samtidig bevæger fasanen sig med en hastighed, som hele tiden påvirkes af blandt andet vind og flyveretning. En fasan kan flyve forholdsvis langsomt i modvind, hurtigere i vindstille vejr og meget hurtigt, hvis den får kraftig medvind.

Når man løfter bøssen mod en flyvende fasan, er der derfor mange faktorer, som på ganske kort tid skal gå op i en højere enhed. Haglenes hastighed, afstanden til fasanen, fasanens hastighed og dens flyveretning har alle betydning for, hvor langt foran fuglen skuddet skal afgives.

Hvis vi havde tiden til at sætte os ned og matematisk udregne afstand, hastighed, vinkel og foranhold, kunne vi i teorien beregne præcis, hvor og hvornår vi skulle trykke på aftrækkeren. Men på jagt har vi ikke den tid. Beslutningen skal træffes på et øjeblik.

Derfor findes der kun én vej til at blive bedre til at ramme flyvende fasaner – uanset om der er tale om spidsskud, skråt spidsskud eller sideskud:
Man skal træne og atter træne skydning til bevægelige mål.

Som jægere har vi en forpligtelse til regelmæssigt at træne på lerduer, inden vi begiver os på fasanjagt og skyder til levende vildt. Det gør langt de fleste heldigvis også.

Jeg vil til enhver tid anbefale nye haglbøssejægere – og mere erfarne jægere, hvis træfsikkerhed begynder at svigte – at opsøge en god skydeskole. En dygtig skydeinstruktør kan se de fejl, man måske ikke selv er opmærksom på, og hjælpe med at få dem rettet. En time med en professionel skydeinstruktør er efter min mening hver en krone værd. Ved selvtræning på lerduebanen risikerer man nemlig i værste fald blot at gentage de samme fejl uge efter uge.

Selv med god træning kan anskydninger desværre ikke fuldstændig undgås. Derfor spiller de apporterende hunde og deres førere en afgørende rolle på fasanjagten.

De dygtige hundeførere træner det meste af året med deres hunde, så de er klar til en af de vigtigste opgaver på jagtdagen: hurtigt at finde og apportere de fasaner, som er blevet anskudt. En effektiv apportering kan være forskellen på, om en anskudt fasan hurtigt bliver fundet og aflivet, eller om den forsvinder fra jagtområdet med sine skader.

Men de dygtigste hunde og hundeførere kan aldrig erstatte jægerens eget ansvar.

Vores første pligt er at gøre, hvad vi kan for at undgå anskydningen i første omgang. Derfor er vi som jægere forpligtet til at vedligeholde vores skydefærdigheder – og den træning skal foregå på lerduebanen, ikke på fasanjagten til levende vildt.