Først når jeg er overbevist om at en ny apportør som person passer ind i vores team, vurderer jeg hundens kvaliteter. Jeg har altid sagt at jeg er fuldstændig ligeglad med om hunden er ung, gammel, høj eller lav, grim eller køn, sort, hvid, gul eller ternet, bare den virker.
Der er delte meninger om, hvor apportørerne skal stå placeret, mens en såt drives, og fasanerne vælter ind over skyttekæden.
Skal man afskyde mange fasaner på dagen, bør der være én apportør med hver skydende jagtgæst. Nogle stiller apportørerne tæt på jagtgæsten, men jeg foretrækker at have apportøren stående ca. 20-30 meter eller mere bag ved jagtgæsten. Årsagen er at apportøren så bedre kan overskue, hvilke fasaner som snertes (anskydes), og i hvilken retning de evt. fortsætter - eller falder ned.
Der er ingen grund til at apportøren står nogle få meter bag jagtgæsten, da de fleste fasaner falder til jorden længere bagved jagtgæsten. Hvis apportøren står for tæt på jagtgæsten, vil han/hun ofte komme til at stå med ryggen mod jagtgæsten, når hunden sendes efter en fugl. Derved bliver apportøren afskåret fra at holde øje med, hvad der ellers bliver skudt til over jagtgæsten.
Når apportøren står 20-30 meter bagved jagtgæsten, vil apportøren som regel skulle sende hunden fremad, eller til siderne efter nedfaldne fasaner, mens apportøren stadig kan holde øje med de fasaner, som jagtgæsten vælger at skyde til.
Det er en rigtig god ide, hvis apportøren medbringer en skudtæller, ikke for at tælle skud, men for at holde tal på, hvor mange dødskudte fasaner jagtgæsten har, og hvor mange af disse som er snertere/anskydninger.
Når såten blæses af bør apportøren tage en kort kontakt til jagtgæsten, for at høre hvor meget han/hun melder i denne såt (så apportøren ved, hvor mange fugle der skal ledes efter). Den rutinerede apportør kender allerede tallet på de dødskudte og anskudte fasaner, der skal ledes efter bagefter. Hvis jagtgæsten er i tvivl og har mistet overblikket (hvilket ofte sker, når der skydes til mange fasaner) kan man forsigtigt nævne, hvad man selv har fået det til.
Hvis jagtgæsten selv melder til apportøren, at han i denne såt har f.eks. 19 dødskudte fasaner liggende omkring sig, skal man endelig ikke kommentere på denne melding, men blot tage det til efterretning. Den rutinerede apportør har måske kun registreret 8 dødskudte fasaner samt 6 snertere, hvorfor man hurtigt kan regne ud, at der formentlig vil komme til at “mangle” nogle fasaner i denne såt.
På et tidspunkt får apportørerne en melding om, hvad der er meldt af skudte fasaner, og hvor mange der er opsamlet og hængt på vildtvognen i såten. Hvis der mangler fasaner, kan man tage kontakt til den person, som skriver ned hvor meget hver jagtgæst har meldt de har skudt og lige spørge om hvor meget, den jagtgæst man apporterede for, har meldt.
Hvis jagtgæsten f.eks. har meldt 19 fasaner, og apportøren med sikkerhed ved, at jagtgæsten kun har ramt 8 (som er opsamlet) og snertet 4, som efterfølgende også er apporteret, er facit 12 fasaner og derfor kan antallet nedskrives med 7 fasaner, som man således ikke skal bruge tid på at finde.
Hvis man har nok apportører på dagen, og terrænets opbygning ellers er til det, er det en god ide at sætte et par apportører meget langt tilbage i forhold til skyttekæden. Deres opgave er at spotte de eventuelle snertere (anskydninger), som på stive vinger lander langt inde i skoven.
Disse apportører kan evt. udgøre efterapporterings-holdet, som bliver længere tid på stedet, og forsøger at finde de fasaner som evt. mangler i forhold til, hvad jagtgæsterne melder at de har skudt.
Det kan godt betale sig at køre med et efterapporterings-hold, som bliver tilbage, når jagtgæsterne, klapperne og øvrige apportører kører videre til den næste såt.
Det helt almindeligt, at fasaner som er blevet snertet, eller kun har fået et enkelt hagl i kroppen, flyver videre ind i skoven og evt. lander i toppen af et træ. Som apportør kan man komme ud for, at en fasan som tilsyneladende så ud som den fik nogle hagl i kroppen flyver videre, hvorfor man straks sender sin hund i den retning fasanen fløj. Man forventer at hunden kommer tilbage med fasanen, men hunden kommer måske tomhændet hjem, og man begynder måske at tvivle på dens evner.
Ca. 10 minutter senere hører man én af de andre apportører råbe “min hund er lige kommet med en fasan ca. 50 meter bagved hvor du stod - mangler du nogle fasaner..?” Straks kommer man i tanke om den fasan man sendte hunden på, men den ikke fandt.
Havde hunden virkelig misset denne fasan? Der kan være to forklaringer. Hunden kan grundet manglende erfaring, træning, træthed eller andet selvfølgelig have mistet denne fasan, men der kan også være sket det, som ofte sker, nemlig at den anskudte fasan er landet i toppen af et træ. Hunden har godt nok været inde omkring træet, men da den ikke kan finde fært eller fasan, er den selvfølgelig søgt tilbage til apportøren. Efter et stykke tid er fasanen forendt i toppen af træet og falder ned på skovbunden, hvor en anden hund får færten af den og apporterer den.
Et efterapporterings-hold er således en god ide, da de ikke bare finder de fasaner som af mange årsager ikke allerede er apporteret, men også får opsamlet mange at de snertede (anskudte) fasaner, der sætter sig i toppen af et træ, og først 10-15 minutter senere falder til jorden.
De første år jeg drev et stort jagtvæsen, mente jeg ikke at et efterapporterings-hold ville ændre meget på, hvor mange fasaner vi fik opsamlet, men jeg blev senere meget klogere. Et af årene lavede jeg en statistik over hvor mange fasaner efterapporterings-holdet opsamlede. Det skal lige indskydes, at det var fasaner, som vi tidligere ikke havde fået hjem, og derved ikke havde fået penge for, da jagtgæsterne kun betaler for de opsamlede fasaner, som ligger på vildtparaden.
Vi udsatte dette år mellem 10.000-12.000 fasaner og fik derfor også afskudt mange. Efterapporterings-holdet fik i gennemsnit opsamlet 24 stk. fasaner på hver klapjagtsdag, og da vi i dette jagtår afholdt 10 klapjagter, og dagsprisen dengang var ca. kr. 300,- pr. skudt fasan, sikrede etableringen af efterapporterings-holdet alene dette år, en merindtægt til jagtvæsenet på hele kr. 72.000,-.
Efterapporterings-holdet giver også et par sidegevinster:
- Hele setup’et (jagtgæster, klappere, apportører m.fl.) sidder ikke fast ved en såt, da man nogle gange kunne tillade sig at køre videre til næste såt, selvom man måske lige manglede at få de sidste fasaner opsamlet.
- De enkelte apportører blev en “anelse” mere grundige, når de arbejdede med deres hunde. De virkede nemlig ikke specielt lykkelige, når efterapporterings-holdet stødte til os andre i næste såt, og kunne “drille” og “spøge” lidt med at de havde fundet et par fasaner i det område, hvor der havde været andre apportører først.
Alle opsamlede fasaner slæbes til vildtvognen, og det er den enkelte apportør, som har ansvaret for at de fasaner, som han/hun har samlet op bliver bragt til vildtvognen. Hvis der i en såt bliver skudt rigtig mange fasaner (flere hundrede), kan man samle til “bunke”. Dvs. at flere apportører lægger deres opsamlede fasaner tæt på grusvejen, så vildtvognen nemt og hurtigt kan finde dem. Det er stadig de enkelte apportører, som har ansvaret for, at “deres” fasaner kommer på vildtvognen.
Uanset om der er samlet til “bunke”, eller man blot lægger fasanerne op, mens man venter på at såten blæses af, lægger man altid fasanerne pænt. De lægges pænt på siden, på en lang række, og sorteres så fasanhønerne kommer til at ligge i forlængelse af hinanden, hvilket også gøres med fasankokkene.
Med stor risiko for at blive meget upopulær hos de mandlige jægere, har jeg en klar opfattelse af, at mange kvinder faktisk er betydelig bedre til at træne og arbejde med hunde, end mange mænd er.
Det er svært at forklare hvorfor, jeg er af den overbevisning, men min opfattelse er at kvinder har en bedre forståelse, indlevelsesevne og empati, når de i træningen og specielt ved konflikter skal afkode de signaler, en hund udsender.
Desværre mangler de fleste af disse gode kvindelige hundeførere det mandlige “jagt-gen”, og går derfor kun op i hundearbejdet, uden at interessere sig ret meget for selve jagten og alle dens facetter, hvilket selvfølgelig ikke er nogen fordel.
