At sætte jagtgæster på post / og stå på post

Uanset om man er jagtgæst til en større klapjagt på fasaner, eller man er medlem af et jagtkonsortium, bliver man sat på post af skytten, jagtlederen eller en person udvalgt til denne opgave.
Det er en uskreven regel, at man aldrig går foran jagtlederen, når man sammen med de andre jagtgæster færdes på reviret. Uskreven regel eller ej, så virker det også mere naturligt, da ingen af jagtgæsterne formentlig ved, hvilken vej man skal gå for at komme korrekt frem til en såt.
Når man nærmer sig en post, bliver man som regel af jagtlederen tiltalt ved navn, hvorefter jagtlederen peger på skyttepinden, hvor man skal stå. Har man evt. spørgsmål om skudretning, fra hvilken retning fuglene kommer fra eller andet, er det her, man skal spørge om det.
Uanset hvor håbløs eller dårlig man mener, at den tildelte post er, takker man pænt for den, og letter på hatten hvis en sådan bæres.
Når begge ens naboposter er sat på post (som første eller sidste mand i skyttekæden har man kun en nabopost), tager man altid lige visuelt kontakt til dem, så de er klar over, hvor man står og får tilkendegivet, at man også ved, hvor de står.
På morgenparolen har man fået fortalt, hvornår man må lade og skyde til de flyvende fasaner. Hvis beskeden var, at der må skydes, når der blæses på, hverken lader eller skyder man til noget, før der bliver blæst på - uanset hvor stor fristelse man udsættes for. Mange steder er beskeden på morgenparolen “Der må ikke skydes, før der blæses på - dog er det tilladt at skyde, når begge ens naboposter er sat på plads”.
På en klapjagt, hvor der skydes mange fasaner i hver såt, er det ofte lidt svært at holde tal på, hvor mange skud man har afgivet, samt hvor mange fasaner man har ramt. Skuddene er nemme at tælle, da man blot kan tælle de tomme patronhylstre, når man opsamler dem, efter såten er blæst af. Man kan evt. gøre det til en vane at lægge et tomt patronhylster i f.eks. højre lomme, hver gang man har skudt en fasan. Andre vælger at smide en tom patron på jorden til højre for hver træffer, mens man tilsvarende kan smide en tom patron til venstre for hvert forbiskud.
Et jagtselskab er som regel en blandet flok mennesker, som bla. på grund af deres forskelligheder, går godt i spænd sammen. Blandt disse findes der som regel nogle rutinerede og “smarte” jægere, som har været på fasanjagt på reviret tidligere. De enten ved eller har en formodning om, hvilket poster der kommer mange fasaner ind over. Disse personers adfærd har jeg altid syntes var virkelig spændende at følge, da de som regel er rigtig godt skydende, og i deres iver efter at skyde mest også kan nogle “tricks”, som man kan vælge at synes om eller lade være.
Et af disse trick praktiseres, når jagtselskabet nærmer sig de lidt “tynde” poster (hvor der ikke kommer så mange fasaner). De pågældende sænker farten længe før man når frem til posten, så de ikke kommer til at stå først for, når jagtlederen skal finde en jæger, som skal stå på denne “tynde” post. De undgår også at gå helt bagerst, da jagtlederen jo så kan finde på at pege på bagerste mand med ordene “dig bagerst - du tager denne post”.
Når man så kommer frem til de rigtig “gode” poster, har disse “smarte” jægere helt styr på, hvor de skal befinde dig i forhold til jagtlederen.
I nogle jagtvæsener bruger man et nummer- og rotationssystem, i forbindelse med hvilke poster man skal stå ved i løbet af jagtdagen. Alle jagtgæster modtager ved morgenparolen en pen og et lille sammenklappeligt papkort, hvorpå man kan nedskrive antallet af fasaner, som man skyder i hver såt. Man får samtidig tildelt et nummer (fra 1-12), svarende til det antal nummererede skyttepinde, der er opsat i hver såt. Hvis man f.eks. er blevet tildelt nr. 1, starter man i første såt med at stå ved post nr. 1. I næste såt “rykker” man to numre, hvilket betyder af man i denne såt skal stå ved skyttepind nr. 3 ... osv.
Jeg har set dette nummer- og rotationssystem i praksis, og det er lidt morsomt at betragte den forvirring, som kan opstå, da systemet kræver, at alle uden undtagelser, kan se det logiske i dette system - hvilket ikke altid er tilfældet.