Blackhead (Histomoniasis)

Histomona spp. kan ramme alle hønsefugle, men den ses oftest hos kalkuner, hvor Histomona maleagridis er årsagen til blackhead. Den træffes ikke sjældent i fuglevildtopdræt i Danmark, men er pga. de ringe muligheder for bekæmpelse en meget uønsket sygdom.
De smittede dyr udskiller snylteren med afføringen til omgivelserne, men da modstandskraften overfor ydre påvirkninger er meget begrænset, overlever den kun i kort tid. Direkte smitte fra dyr til dyr via afføring er derfor af mindre betydning. Den vigtigste smittekilde er derimod med æg fra blindtarmsormen, der fungerer som transportvært. Disse rundorm, af hvilke der findes flere slags, optræder helt naturligt i fuglenes blindtarme uden at forvolde nævneværdig skade.
Hvis fuglene er angrebet af blackhead, kan blindtarmsormene imidlertid optage parasitten, som overføres til ormens æg. Når disse æg afgår med afføringen fra fuglene, beskyttes æggene og kan overleve i op til to år i naturen. Fuglene smittes efterfølgende ved at optage de inficerede ormeæg.
Overlevelsestiden kan forlænges yderligere i naturen, såfremt ormeæggene fra blindtarmsormen (med parasitter) optages af regnorm. Smitte af fuglene sker derefter ved, at de æder en regnorm, som bærer på inficerede blindtarms ormeæg.
Når en fugl optager en transportvært, som bærer protozoen, frigøres denne og giver udbredt betændelse i blindtarm og lever.
De symptomer, der observeres hos fuglene, er følgende: Nedsat/ophørt æde- og drikkelyst, udpræget sløvhed, og der ses en svovlgul diarre.
Hos kalkuner ses udpræget mørkfarvning af huden på hals og i hovedet. Det er denne hudforandring, som har givet sygdommen sit navn, men det er vigtigt at gøre sig klart, at denne forandring kun ses hos kalkuner og ikke hos vildtfugle. Dødsfaldene optræder fra 1-3 uger efter smitte. Hos unge fugle kan op til halvdelen af fuglene være angrebet, mens udbredelsen hos voksne fugle som regel er mindre.
Blackhead kan ikke behandles med de lægemidler, der er tilladt i EU. Ved udbrud af sygdommen kan det derfor blive nødvendigt at genindføre “foldskifte”, så der ikke opdrættes kyllinger på det samme sted mere end hvert tredje år. Desuden må man til stadighed holde sig orienteret om udviklingen af nye typer af medicin.