Den optimale udsætningsplads

På en udsætningsplads skal de udsatte fasankyllinger føle sig trygge, hvorfor god dække, hurtige skjul, læ, solpletter, solspor, gode nattesæder m.m. er et must
Vælg udsætningspladsen med omhu, og hvis det på nogen måde kan undgås, skal man aldrig gå på kompromis med dække, hurtig skjul, læ, gode nattesæder m.m.
Det lyder måske lidt skørt, men det er en god ide at forsøge at “tænke” som en fasan gør (ud fra dens adfærd), når man indretter den engelske voliere. Leg “fasan” ved at gå rundt på udsætningspladsen. Hvis du står på et af fodersporene, kan du så komme hurtigt i skjul under tætte buske eller andet, hvis du pludselig ser en rovfugl på himlen? Du kan evt. stille dig forskellige steder på udsætningspladsen og “lege”, at fasanen pludselig bliver bange og hurtigt vil søge skjul - hvor vil du så løbe hen? Hvis det blæser kraftigt, hvor kan du så finde steder på udsætningspladsen, hvor du kan ligge på jorden uden det trækker? Hvis det regner, hvor kan du så lægge dig på jorden beskyttet mod regnen?
Den optimale udsætningsplads:
- Er selvfølgelig lig med en engelsk voliere.
- Udsætningspladsen skal ligge afsides fra besøgene i skoven, så der ikke umiddelbart op af udsætningspladsen er en befærdet asfaltvej, grusvej eller en skovsti, hvor skovgæster med eller uden hund færdes. Der må heller ikke være etableret ruter for motionsløbere, mountainsbikere, eller ridestier. Ikke fordi de udsatte fasaner ikke kan vænne sig til skovgæster, motionsløbere, heste m.m., men udelukkende fordi, jeg forsøger at beskrive den “optimale” udsætningsplads, hvilket kræver ro og atter ro.
- Udsætningspladsen skal have en tilpas størrelse, så de udsatte fasaner kan løbe til enderne eller siderne på udsætningspladsen og ikke behøver at flyve over hegnet for at føle, at de er kommet tilpas langt væk fra det, der skræmte dem.
- Der skal være absolut læ inde på udsætningspladsen, hvorfor der flere steder på pladsen skal være buske eller andet, som giver læ helt nede ved jordoverfladen og dermed forhindrer bundtræk. Er udsætningspladsen evt. omkranset af en fodpose (buske eller andet), som forhindrer bundtræk, er dette klart at foretrække.
- Der skal være flere lysspor og solpletter på udsætningspladsen, så de udsatte fasaner fra solopgang til solnedgang altid kan finde solens varme stråler, uanset hvor solen står på himlen.
- Der skal være flere foderspor med kortklippet vegetation og tilpas mange tætte buske på udsætningspladsen. Disse må gerne være placeret på hver sin side af fodersporene, så de udsatte fasaner lynhurtigt kan komme i skjul - ikke hvis - men når rovfuglene besøger udsætningspladsen.
- Der skal også være en massiv vækst i form af buske og træer, som kan give de udsatte fasaner ly for specielt voldsomme regnbyger.
- Der skal være gode nattesæder i form af grantræer i flere forskellige højder.
- Der skal være en form for hegning hele vejen rundt om udsætningspladsen, hvor højden på hegningen skal være minimum 1 meter.
- Der skal være tilpas mange velfungerende sluser hele vejen rundt om udsætningspladsen, så de udsatte fasaner nemt og hurtigt kan komme ind til de andre fasaner, hvis de er fløjet over det omkransende hegn.
- Udsætningspladsen skal være omkranset af et fler-rækket-elførende hegn, som sikrer, at ingen firbenede rovdyr har mulighed for at bide sig gennem hegnet eller grave sig ind til de udsatte fasaner. Husk fodnet, hvilket er et ca. 30 cm. hegn liggende fast mod jorden, vinkelret ud fra det lodrette hegn.
- Der skal være en mindre sø i udsætningen, så de udsatte fasaner lærer at indtage vand på den naturlige måde. Før man udsætter fasankyllinger i udsætningen, skal man dog sikre sig, at de udsatte fasaner også kan få vand på en måde, som de kender fra opdrættet (vandfade eller drikkenipler).
- Der skal være kråseflint til rådighed i udsætningen, afhængig af jordens beskaffenhed.
- I forbindelse med udsætningspladsen skal man nemt kunne fodre de udsatte fasaner ud til en eller flere ledetråde, som fører til en eller flere såter.
- I eller omkring udsætningspladsen skal der være etableret vildtagre, som de udsatte fasaner værdsætter, ligesom man ved etableringen af vildtagrene skal have fasanens døgnrytme i tankerne.