Døre i den engelske voliere

Da jeg anbefaler, at man laver store engelske volierer, og mange af disse bliver stående på reviret hele året, er man nødt til løfte hegnet op fra jorden, når et flertal af fasanerne færdes udenfor den engelske voliere. Dette ses tydeligt når man f.eks. kommer om morgenen og fodrer. Hegnet løftes for at råvildt og andet vildt kan benytte volieren, nu hvor fasanerne er blevet så gamle, at de ikke behøver det beskyttende volierehegn mere.
Udover at man dagligt skal kunne komme ind i den engelske voliere gennem en dør eller port for at fodre, bør man ved etableringen indrette sine engelske volierer på en hensigtsmæssig måde.
Hvis den engelske voliere er lavet på en måde, hvor det ikke er meningen, at man senere skal opløfte den nederste del af volierehegnet, skal man som minimum lave en låge i hvert af de fire hjørner, som kan fjernes helt. Lågernes bredde bør være minimum 2,5 meter og gerne bredere.
Disse låger bør fjernes, når fasanerne er blevet gamle nok, dvs. på det tidspunkt, hvor man normalt ville løfte volierehegnet op. Har man lavet disse fire låger, behøver man ikke at løfte volierehegnet op senere, da fasanerne på dette tidspunkt har lært at bruge sluserne. Andet vildt kan opholde sig indenfor i den engelske voliere efter behov, da de nu takket være de store låger uhindret kan gå ind og ud af den engelske voliere.