Skip to main content

Fasanens døgnrytme

Man bør kende til fasanernes døgnrytme, specielt når man skal planlægge vildtagre i forhold til udsætningspladser, såter m.m. Det er vigtigt, at man i arbejdet med fasanerne hele tiden har i tankerne, at det er en yderst aktiv fugl. Det gælder derfor dagligt om at holde fasanerne beskæftigede. Dette gøres ved, at man giver dem mulighed for at færdes på velegnede steder (læs: vildtagre eller tæt vegetation), hvor de kan søge efter føde det meste af dagen.

Lige så snart natten er slut, og lyset begynder at bryde frem, flyver fasanerne ned fra deres nattesæder, og herefter foregår det meste af dagen med fødesøgning.
En voksen vild fasan som er klækket i naturen og ikke stimuleres af en daglig fodring, er stort set konstant fødesøgende i døgnets lyse timer, hvor den går og pirker i jorden. For bedre at kunne forstå, hvor meget tid en fasan bruger på at lede efter føde, kan man ved at sætte tal på sige, at en “vild” fasan dagligt pirker 2.500 – 5.000 gange i jorden efter fødeemner afhængig af fødegrundlag og fødeemnernes størrelse.

Jeg har erfaret, at fasanerne som det første om morgenen drages mod solens stråler, når de har mulighed for det. Afhængig af højden og tætheden af de omkringstående træer, som kan “skygge” for solen, vil fasanerne som regel søge mod den nærmeste skovkant, levende hegn eller lign., hvor solens stråler rammer jorden først. Dette kan i princippet være nord, syd, øst eller vest for udsætningspladsen, afhængig af terrænets opbygning. Fasanerne elsker de varme solstråler om morgenen, hvorimod en kold vind har den stik modsatte virkning på dem.

I forbindelse med planlægning af fodringen, er det vigtigt at fasanerne ikke hurtigt kan få fyldt kroen ved let tilgængeligt foder, hvorfor man skal bestræbe sig på at sprede foderet så meget, at fasanerne får brugt så meget tid som overhovedet muligt på fødesøgningen. Fodring flere gange om dagen, vil altid være at foretrække.

Som de fleste ved, bliver en fasan ikke stående på de samme 100 kvadratmeter fra morgen til aften, og der er bestemt også forskel på, hvor meget de enkelte racer bevæger sig omkring i terrænet. Nogle fasanmutanter/racer, løber mere end andre og kan derfor kræve et større revir.

Uanset hvilken jagtfasan man har udsat, gælder det om at “tænke” som en fasan, eller rettere sagt forsøge at sætte sig ind i fasanernes bevægelsesmønstre. Da vi ved, at en fasan bl.a. i sin fødesøgning bevæger sig rundt på reviret i løbet af dagen, bør man forsøge at etablere en fauna omkring udsætningspladsen, som naturligt vil og kan lede fasanerne rundt på reviret - og tilbage igen. De fleste revirer er ikke indrettet til dette, og derfor bør man etablere og bruge de forskellige vildtagre til formålet.

Fasanernes ønske om at kunne komme hurtigt i skjul, hvis en rovfugl viser sig på himlen, er lige så vigtigt på den daglige “vandretur”, som mens de var tilfredse med at være i den engelske voliere.Hen over året kan fasanernes “daglige gåtur” på reviret sagtens ændres, ligesom de nåletræer nær udsætningspladsen de tidligere benyttede, kan blive udskiftet med andre nåletræer/nattesæder, som evt. står længere inde i skoven.