Fasanens historie i Danmark

Gennem næsten 200 år som dansk jagtfugl har fasanen formået at tilfredsstille både konger, hertuger, grever og baroner og helt almindelige jægere.
De første fasaner (race: Ædelfasanen) kom til Danmark i 1562, hvor dronning Dorothea, enke efter Christian III, oprettede landets første fasaneri på Koldinghus. Kort efter fulgte et fasaneri ved Frederiksborg Slot, ligesom der i 1700-tallet blev oprettet fasaneri på Frederiksberg, på Jægerspris og senere i 1820 på Tåsinge. For alle disse fasaneriers vedkommende var formålet imidlertid at holde fasanerne som prydfugle i volierer. Fasaner til jagtformål var endnu i begyndelsen af 1800-tallet et både kostbart og eksklusivt fænomen, som man kunne opleve hos magtfulde monarker i nogle ganske få af Europas førende nationer. Men i 1828 blev der gjort forsøg på at skabe grundlag for fasaner på fri vildtbane. Det skete samtidig i Nordsjælland og i Sønderjylland.