Skip to main content

Fasaners vandring afhænger af solens stråler

Som tidligere nævnt er fasanerne meget tiltrukket af solens varme og søger gerne hen til de steder, hvor solens stråler rammer jorden. Derfor er det vigtigt at tænke på solens bevægelse over himlen, når man vælger placeringen af en udsætningsplads.

Det gælder især, hvis man ønsker at påvirke, i hvilken retning fasanerne bevæger sig, når de begynder at forlade udsætningspladsen.

Vi kender alle sangen “I østen stiger solen op”, men midt om sommeren, hvor fasankyllingerne normalt udsættes, står solen ikke op stik øst. Den står op mod nordøst.

Herefter bevæger solen sig hen over den sydlige del af himlen. Midt på dagen står den højt mod syd, og om aftenen går den ned mod nordvest.

Man kan derfor helt enkelt forestille sig solens vej sådan:

Morgen: nordøst → Midt på dagen: syd → Aften: nordvest

Men det betyder ikke nødvendigvis, at man kan se solen mod nordøst fra udsætningspladsen. Træer, skovkanter og terræn kan skygge for solen i flere timer efter solopgang. Det afgørende for fasanerne er derfor ikke kun, hvor solen står på himlen, men hvor solens stråler faktisk rammer jorden.

Ligger udsætningspladsen eksempelvis på østsiden af en skov, kan morgensolen hurtigt nå skovkanten og jorden omkring udsætningspladsen. Her vil fasanerne naturligt søge hen til de solbeskinnede områder.

Ligger udsætningspladsen derimod på vestsiden af en skov, vil selve skoven skygge for morgensolen. Her kan der gå længere tid, før solens stråler når ned på jorden omkring udsætningspladsen.

Når man står ved en mulig udsætningsplads, bør man derfor først finde nord, øst, syd og vest. Derefter skal man forestille sig solens vej fra nordøst om morgenen, over syd midt på dagen og videre mod nordvest om aftenen.

Se derefter på træerne, skovkanterne og de åbne arealer omkring pladsen og spørg:

Hvor rammer solen jorden om morgenen, i løbet af dagen og om aftenen?

Det er disse solbeskinnede områder, der er interessante. Fasanerne vil ofte søge mod varme og solrige steder, og ved at kende solens bevægelse og revirets opbygning kan man derfor i nogen grad forudsige – og påvirke – hvilken retning fasanerne bevæger sig væk fra udsætningspladsen.