Fløjt ved omgang med fasanerne

Fra den første dag man har kontakt med de nye 6 ugers fasankyllinger, dvs. fra man lukker dem ud af transportkasserne i den engelske voliere, er det vigtigt, at man fløjter en bestemt melodi eller nogle bestemte toner, som fasanerne vænner sig til. Denne fløjten skal man fremadrettet altid udføre, når man nærmer sig sine fasaner, og når man færdes blandt dem.
Man vil snart erfare at fasanerne lærer denne fløjten at kende, og alt afhængig af hvor roligt der er på pladsen, vil de komme en i møde, fordi de har lært, at denne fløjten ikke er en trussel men tværtimod et signal om, at der er mad, og at der er ro på pladsen.
Dette kræver at det er den samme mand/kvinde, som dagligt passer fasanerne. Man vil opdage at hvis man normalt har færdes blandt fasanerne i grønt tøj, og fuglene er blevet trygge ved ens fløjten, vil der ske en stor forandring med fuglenes opførsel, hvis man en dag tager en gul eller anden farve trøje på, eller endnu værre medbringer en hund ved sin side. Den daglige håndtering af fasanerne bør ikke gå på skift blandt to eller flere af jagtkonsortiets medlemmer, da dette kan stresse fasanerne unødigt.
Hvis man maskinfodrer, hvilket vil sige at en ATV eller et andet køretøj trækker en foderspreder gennem fodersporet vil det være maskinens larm og ikke ens fløjten, som fasanerne bliver trygge ved. Men jeg vil alligevel tilråde, at man bevarer det rolige fløjtesignal.
Opdrættede fasankyllinger kan blive meget tamme og tillidsfulde, hvis man bevidst arbejder på dette. Det kræver at man omgås fasankyllingerne i mange timer hver dag gennem hele opdrætsperioden.
At man på en jagtdag udnytter den tillid som fasanerne har fået til vores fløjten, og håndteringen (fodringen) gennem flere måneder, er selvfølgelig en tillidsbrist af de store, men vi må også erkende, at vi har udsat fasanerne på reviret med henblik på at skyde en stor del af dem. Læs mere om dette tarvelige trick et andet sted i denne bog.