Fordøjelsessystemet

Når fugle skal vælge føde, menes det at ske ved hjælp af syn, lugtesans og smagssans.
Lugtesansen anses dog for at være dårlig hos fugle, og nogle mener, at den stort set ikke eksisterer.
Smagssansen hos fugle er anderledes opbygget end hos mennesker, og det vides, at blandt andet mange tilsætningsstoffer smager langt mere “igennem” opblandet i vand end i foder. Dette kan have betydning ved opblanding af medicin.
Sultfornemmelsen styres ud fra fyldningsgraden af kroen og endetarmen samt af synet af kendte fødeemner.
Den fødemængde, der optages, reguleres af mængden af tilgængeligt føde, fødemiddelform, social rang og social stimulation.
Fugle har ingen tænder, og der foregår ingen tygning af fødeemnerne, som det sker hos pattedyr. Der er bagudrettede hornpapiller i mundhulen, som er med til at lede føden fra mundhulen til spiserøret.
På spiserøret er der en stor udvidelse, kroen, der fungerer som opbevaringsplads/lager for den optagne føde. Kroen er dannet af meget elastisk væv, hvilket betyder, at den kan udvides voldsomt. Det betyder, at fuglen kan optage en stor del af dagens nødvendige foder på kort tid.
Den tid, som den optagne foder befinder sig i kroen, bestemmes af mængden som opbevares her, hårdheden af foderet, konsistensen og mængden af tilgængeligt vand.
Der sker kun en begrænset nedbrydning af foderet i kroen.
Fra kroen ledes foderet videre ned i formaven. Formaven, eller kirtelmaven som den også kaldes, er at sammenligne med mavesækken hos andre dyr, og der sker her en kraftig nedbrydning af foderet som følge af tilblanding af syre og enzymer.
Fra formaven ledes foderet videre ned i kråsen. Denne del af tarmsystemet består af en meget kraftig muskulatur, som inderst er beklædt med en hård overflade, en riveflade, som er med til mekanisk at påvirke foderet (også kaldet “muskelmaven”). I kråsen blandes og bearbejdes foderet således sammen med de kemiske stoffer, som blev tilsat foderet i formaven. De fleste fugle har brug for foderpartikler (sten, strandskaller eller lign.) til at hjælpe med denne bearbejdning.
Hos voksne fasaner findes ofte materiale på op mod 1 cm. i diameter i en normal, velfungerende kråse. Har fuglene ikke adgang til tilstrækkeligt med egnet kråsemateriale, resulterer det i en kortere passagetid i tarmen, dvs. fra foderets partikler opholder sig kortere tid i tarmsystemet, hvilket resulterer i at foderets indhold at næringsstoffer udnyttes dårligere, fuglene mistrives og har samtidig tendens til diarre.
En del fasanopdræt og voliere systemer anbringes typisk ved gammel skov eller på steder hvor der er lidt dårligere jord på en ejendom. Man skal være opmærksom på den “fare” der er i dette. Gammel skovbund (specielt gammel rødgrankulturer) og tung lerjord giver ikke fasaner ret gode muligheder for at finde kråsemateriale og dette skal derfor tilføres manuelt i form at groft grus, strandskaller eller lign. Det skal hos kyllinger ske allerede fra første leve uge.
Fra kråsen ledes foderet ud i tyndtarmen, hvor den videre, og største del af nedbrydningen sker, og hvor optagelsen af mange af de næringsstoffer, som udtrækkes af foderet, begynder. Blindtarmene ligger på overgangen mellem tynd og endetarm.
I blindtarmene (som der er to af – de ligner nærmest blækspruttearme) samt i endetarmen sker nedbrydning af nogle af de ellers ufordøjelige plantefibre, som er i foderet. Nedbrydningen af disse fibre sker delvis ved hjælp af mikrobiel aktivitet, og samtidig producerer disse mikroorganismer en række af stoffer som er vigtige for fuglen. Blandt andet produceres en stor del af de nødvendige og vigtige vitaminer i disse tarmafsnit.
Det er vigtigt at gøre sig klart at et stabil, velfungerende mikromiljø i tyk og blindtarmene er alt afgørende for om fuglen trives. Samtidig er det vigtig at forstå at enhver brug af antibiotika mod mulige bakterieinfektioner ikke kun påvirker de eventuelle sygdomsfremkaldende bakterier, men også alle de “gode” bakterier som skal sikre god trivsel og god sundhed hos fuglene.
Ukritisk brug af antibiotika kan derfor i visse tilfælde være mere skadelige end gavnlige for fuglen, og det er vigtigt at antibiotikabehandling reserveres til situationer, hvor der er en klar indikation og hvor infektionen ikke kan bekæmpes ved brug af probiotika, syre, hygiejne tiltag og effektive foder reguleringer.
Fra endetarmen passerer tarmindholdet over i kloakken. Kloakken er en fælles udførselsgang for tarmsystemet, urinvejene og kønsorganerne.
Det er vigtigt at understrege at urinfraktionen (de hvide klatter) og afføringsfraktionen (den brune, eller gulbrune del) ofte følges ad, men ikke behøver gøre det. Man kan altså sagtens have hvide uratholdige udskillelser fra urinvejene uden afføring og sagtens have afføring uden de hvide toppe.
Mange opdrættere er klar over dette, men netop derfor overses ikke sjældent diarretilstande hos fasanerne. Bliver afføringen let til moderat tynd opdages tilstanden uden problemer, men bliver afføringen meget tynd, forsvinder den del ned i jordbunden eller gruset og opdages kun, hvis man opdager at der er et stærkt stigende antal hvide rester fra urinvejene og ingen gødning!
Den totale passagetid i tarmsystemet er fra 2 til 24 timer.