Vildtopdræt er for mange udenforstående en branche, der fremkalder blandede følelser, og man kan kun forvente politisk accept, såfremt alle love, regler og potentielle smittefarer håndteres med en høj grad af respekt og ansvar.
Viden, indsigt og ikke mindst en forståelse og respekt for mekanismerne ved smitteudbredelse er vejen til et sundt opdræt. Endvidere er det nødvendigt at sætte sig mere detaljeret ind i de faktorer, der har betydning for at undgå smitte i netop den opdrætsform, som man personligt beskæftiger sig med.
En charme men i høj grad også en udfordring i fuglevildtopdræt, er, at ingen systemer er ens. Modsat f.eks. svineproduktion, hvor der mere eller mindre er en “Golden standart” for, hvordan en god stald skal være, og hvilke procedurer man følger i daglig management og pasning, er vildtopdræt ofte bygget på vidt forskellige systemer og principper.
Desuden har man ved produktion af grise, kyllinger osv. en kontinuerlig produktion, hvor man kan justere på sine procedurer fra hold til hold, medens man i fuglevildtsopdræt, har en kort, intens sæson. Kikser den, enten fordi man er uheldig, eller fordi opdrætteren ikke er dygtig eller arbejdsom nok, er der et helt år til at man får et nyt “forsøg.”
Viden og indsigt er basis for enhver produktion af sunde dyr og er basis for, at dette kan ske på en etisk forsvarlig måde uden brug af medicin.
Der er ved enhver form for opdræt et lovmæssigt krav om at holde hønse- og andefugle skarpt adskilt. Begrundelsen for dette er, at nogle arter kan huse typer af mikroorganismer uden selv at blive syge af disse, mens de samme mikroorganismer vil resultere i alvorlig sygdom og stor dødelighed, såfremt de overføres til andre arter. Det klassiske eksempel på dette er salmonellabakterier, som er helt almindelige og oftest uskadelige hos ænder og gæs, mens de kan give sygdom med efterfølgende stor dødelighed hos f.eks. fasaner. Noget lignende ses med fugleinfluenza, hvor mange af virustyperne ikke giver symptomer eller kun svage symptomer, mens disse vil resultere i en voldsom dødelighed hos hønsefugle.
Generelt er det vigtigt at forstå, at kun meget få af de sygdomme som kan ramme fuglevildt giver symptomer, som er karakteristisk for kun en sygdom. Langt de fleste sygdomme giver symptomer, som kan være mere eller mindre uspecifikke.
Det er derfor yderst vigtigt, at der ved ændring i opdrættets sundhedstilstand, (tiltagende dødelighed, fald i æglægning, øget forekomst af diarre, slingerhed, hævede led osv.) straks tages kontakt til en dyrlæge, der kan følge op på disse fund. En endelig diagnose kan oftest kun stilles efter indsendelse af materiale til et laboratorium. Samtidig skal det straks overvejes, hvilke tiltag man selv kan iværksætte for at nedsætte smittepres, stresspåvirkninger mm.
Langt de fleste af de infektiøse sygdomsudbrud der rammer i fasanopdræt er påvirkelig af en lang række af faktorer ud over lige den smitte, som eventuelt er medvirkende (virus, mycoplasma, bakterie osv.).
Det er derfor yderst vigtigt at opdrætteren straks der erkendes et problem, sætter ind med at forbedre på selv den mindste ting, som kan belaste fuglenes immunsystem. Der skal optimeres på hygiejne, smitteforebyggelse, foder, vand, klimastyring, luftfugtighed osv. Husk at det ofte er summen af belastende faktorer, der afgør et sygdomsudbruds omfang.
De sygdomme, som omtales i det følgende, er på ingen måde en komplet liste over sygdomme i opdrættet. Der omtales dels et udpluk af nogle af de mest almindelige sygdomme, dels nogle af de vigtige/alvorlige sygdomme, som måske på et tidspunkt kan optræde i dansk fuglevildtopdræt. Tanken med denne gennemgang er ikke, at læseren ud fra teksten selv skal/kan stille diagnoser, men at teksten kan hjælpe med til at afhjælpe eventuelle spørgsmål ved f.eks. modtagelsen af et svar fra et laboratorium.
Gennemgangen af sygdommene følger typer af agens/mikroorganismer. Desuden er der til sidst et afsnit om sygdomme, som kan have flere årsager samt en omtale af sygdomme, som falder udenfor afgrænsningen af de andre afsnit.
Infektion er ikke lig sygdom og for mange smitsomme sygdomme er det summen af belastende faktorer der er med til at afgøre forløbet af sygdommen i opdrættet.Jo mindre belastning en fugl udsættes for, jo mindre belastet er dens immunsystem og jo mere kan den klare af smitte.
Sygt eller aflivet vildt fra opdræt, kan gennem en dyrlæge sendes til videre undersøgelse på en række laboratorier forskellige steder i Europa. Desuden obducerer en række kyndige dyrlæger landet over fugle fra opdræt, og kan enten foretage yderligere undersøgelser på eget laboratorium, eller de kan udtage egnet materiale og sende det til yderligere undersøgelser på laboratorium.
Det er endvidere vigtigt at gøre opmærksom på, at der i Danmark er opbygget et glimrende overvågningssystem, som skal holde øje med sygdomme, der kan ramme vildt i den vilde fauna. Dette betyder at dødfundet vildt, som ikke er tilknyttet et opdræt (et CHR nummer) uden beregning kan indsendes af private, til nærmere undersøgelse.