Hertugens fasaner
Der var to personer i datidens danske rige, der havde magten og midlerne til at gøre forsøget. Den ene var den danske konge. Det var i første omgang, og med begrænset held, Frederik den 6. I 1839 blev han efterfulgt af Christian den 8., der havde oplevet jagten på fasanerne på sine ture i udlandet, og som nu brændte for at kunne præsentere noget tilsvarende på sine sjællandske besiddelser.
Kongehusets rival i kampen om at komme først med fasanerne var hertug Christian August 2. af Augustenborg på Als. Denne frodige ø på den sønderjyske østkyst var på det tidspunkt, i lighed med resten af Sønderjylland, en del af hertugdømmet Slesvig, der indgik som en selvstændig del i datidens såkaldte helstat. Hertugen var på papiret kon-
gens loyale undersåt, men i praksis, viste det sig senere, arbejdede han for, at de to hertugdømmer Slesvig og Holsten skulle løsrives fra Danmark og indgå i Det tyske Forbund.
Fasanen kom til at indgå i magtspillet mellem konge og hertug. For hvis hertugen kunne byde tidens indflydelsesrige adel på fasanjagt, der overgik kongens, understregede det, at hertugen var en magtfuld person, der kunne gøre krav på anseelse og indflydelse. Derfor satte den i øvrigt meget jagtglade hertug i 1828 alle sejl til for at få sat opdræt og udsætning af den nye vildtart i system på sine besiddelser på Als. Dette ambitiøse sønderjyske projekt blev det første vellykkede eksempel på udsætning af fasaner til jagt i det nuværende Danmark.
En kortvarig succes
Desværre er det ret begrænset hvad vi ved om hertugens fasanprojekt. Det er der flere grunde til. Dels var dette eventyr kun relativ kortvarigt, og dels har hertugens meget begrænsede popularitet i eftertiden ikke indbudt til, at der blev gjort meget ud af at granske i hans jagtudøvelse.
Det hertugelige fasaneri eksisterede nemlig blot i 20 år. Vi ved at hertugen i 1828 ansatte en tysk fasanmester, der personligt bragte fasanerne med sig til Als. Hvordan udviklingen har været de første år er derimod ikke kendt. Men der findes optegnelser fra jagtåret 1842-43, der viser, at fasaneriet på det tidspunkt var i fuld drift, og at der da kunne nedlægges et betydeligt udbytte af de langhalede fugle på jagterne omkring Augustenborg, hvor hertugens udsætninger fandt sted. I det aktuelle jagtår blev der således nedlagt 207 fasaner på trods af, at bestanden netop da angiveligt var ramt af sygdom.
Men den eksklusive fasanjagt var naturligvis ikke noget, som man kom sovende til.
Det har krævet omfattende investeringer i anlæg samt ikke mindst et velvoksent mandskab. Jagtpersonalet bestod på det omtalte tidspunkt således af en skovrider, en overskovfoged, en fasanjæger, fem skovfogeder, fem revirjægere, en opsynsmand, to jagthornister og to jægerdrenge, der alle i større eller mindre omfang var implicerede i vildtplejen, herunder ikke mindst en særdeles omfattende krig mod rovvildtet.
Med de vellykkede udsætninger og jagter lykkedes det faktisk i første omgang for hertugen at overgå Christian den 8., der på det tidspunkt kun havde oplevet fiaskoer med sine fasanprojekter, og endnu kun stod ved den famlende begyndelse til det, der senere skulle blive det meget succesfulde frilands-fasaneri i Kongelunden på Amager. Men Christian August fik ikke mange år til at nyde sejrens sødme. Under den første slesvigske krig i 1848-50 holdt han nemlig på den forkerte hest og støttede de tysk-orienterede oprørere. Det kom til at koste ham hans to slotte i Sønderjylland, og det kostede også fasaneriet på Augustenborg livet.