Hvorfor sprede foderet

Hvis man blot smider foderet, så det er let tilgængeligt for fasanerne, kan de optage dagens foder på meget kort tid, da kroen er meget smidig og derfor kan indeholde store mængder af foder. Den totale passagetid, fra føden opsamles af fasanen, og indtil den er passeret igennem fordøjelsessystemet, er afhængig af fødevalget og varierer normalt fra 2 til 24 timer.
Hvis du vil vide mere om, hvordan føden optages og bearbejdes i fasanen, skal du læse kapitlet om Fordøjelsessystemet som er beskrevet under Fugles/fasaners Anatomi, Fordøjelsessystemet.
Da fasaner er fødesøgende det meste af dagen, er det vigtigt at man i og omkring den engelske voliere, og specielt senere når fasanerne står i såterne, ved enhver fodring sikrer sig at foderet i såten bliver spredt så meget som overhovedet muligt.
Som alle ved, står en fasan ikke og hænger det samme sted en hel dag, medmindre den er syg. Derfor skal man både ved planlægning og etableringen af vildtagre samt foderspor m.m., hele tiden have i tankerne, at jo længere tid man kan beskæftige fasanerne i dagligdagen med at søge efter føde, desto bedre er det, da en “vild” fasan på den frie vildtbane bruger det meste af dagen på fødesøgning.