Skip to main content

Inddrivning

Den fasankylling som bliver stående på den samme hektar gennem sommeren og efteråret, er endnu ikke “klækket” og bliver det formentlig aldrig. Jo bedre og større revir man har til rådighed, des mindre inddrivning.

Udvandring

Alle som arbejder med udsatte fasaner ved, at en af de største udfordringer er at holde fasanerne i de områder de er udsat. Nogle fasaner løber mere end andre, og udover revirets opbygning, har det også noget at gøre hvilken race/hybrid af fasaner, man har købt og udsat.

Den fasankylling, som uanset alder gennem sommeren og efteråret bliver stående på den samme hektar, er endnu ikke “klækket” og bliver det formentlig aldrig.

Det er for fasanerne en hel normal adfærd, at de i 15-16 ugers alderen - og i mange tilfælde tidligere - begynder at udforske omverdenen, hvilket konflikter med vores “ide” om, i hvilke såter vi har et ønske om, at de skal befinde sig, når jagten går ind.

Det er som nævnt helt normal adfærd, at fasanerne “forlader” det revir eller område, som de er udsat i. Hvis vi sammenligner med, hvordan en fasan på den frie vildtbane adfærdsmæssigt reagerer, kommer det ikke bag på nogen, at fasankyllingerne, når de bliver selvstændige individer, forbereder sig på at videreføre slægten. En videreførelse af en art sikres bedst, hvis den spreder sig, da arten (læs: fasanen) i modsat fald – ved at forblive på det sted, den er sat i verden – vil den være for nem at udrydde.

Står der kun en enkelt kok på reviret på den frie vildtbane og nogle få fasanhøner, vil spredningen (udvandringen) være begrænset, da der er masser al plads omkring “fasanfamilien”. Men hvis der på reviret er udsat hundredvis eller tusindvis af fasankyllinger, er det en helt anden situation. Her vil spredningen af “arten” (læs: fasanen) være helt efter naturens forskrifter.

Uanset hvor mange eller hvor få fasaner der udsættes på et revir, vil der ske en større eller mindre udvandring afhængig af arealets størrelse, opbygning og antallet af udsatte fasaner.

Som udgangspunkt kan man sige, at fasankyllinger, uanset om de er klækket på reviret, eller om de er opdrættet og udsat, altid vil spredes på reviret “som ringe i vandet”, og jo flere fasaner der udsættes, desto større bliver “ringene i vandet”.