Jagthorn

Lige så smukt det kan lyde, når de dygtige blæser i deres jagthorn, lige så rædsomt kan det lyde, når nogen uden træning og selvkritik forsøger at blæse signaler
Jagthornsblæsning er faktisk tysk tradition, der stammer fra gammel tid, hvor man kunne se en fordel i at kunne bruge et jagthorn til at kommunikere jagtsignaler over større afstande. De danske jægere tog ideen til sig, og allerede i 1960’erne var det almindeligt brugt i Danmark.
I dag afvikler man ikke større klapjagter på fasaner, uden at man har sikret sig, at der mindst er én jæger tilstede, som kan blæse på jagthorn.
Der findes ikke en decideret facitliste over, hvad der skal blæses hvornår, da der findes et utal af signaler. De steder, hvor man har en dygtig hornblæser til rådighed, blæses generelt mange jagthornssignaler, mens man de steder hvor jagthornsblæseren ikke er så øvet, begrænser jagthornsblæsningen sig til et minimum.
Det mest normale er at der om morgenen blæses “Giv agt og samling” samt “Jagt begynd”, og det aftales med jagtlederen, hvad der ellers skal blæses af signaler i forbindelse med parolen.
I forbindelse med jagten blæser hornblæseren ofte “Jagt begynd”, når jagtgæsterne må begynde at lade og skyde i de forskellige såter, ligesom der blæses “Jagt forbi”, når såterne er færdigdrevet, og der skal gives besked om, at skyttekæden skal indstille skydningen og aflade.
Når såten lige før frokost er blæst af, kan der evt. blæses “Frokostsignalet”, og mens jagtgæsterne indtager frokosten, og specielt hvis denne indtages i skoven, kan hornblæseren også her give en prøve på sine evner, ved bla. at blæse “I skovens dybe stille ro”.
Ved vildtparaden kan man blæse “Giv agt og samling”, “Vildtparaden” og “Jagt forbi”, ligesom der blæses et jagthornssignal for hver vildtart, som er lagt op på paraden.
Inden vildtparaden er endelig forbi, og alle jagtgæsterne går over og giver hånd til samtlige hjælpere, som tak for deres indsats dagen igennem, kan hornblæseren evt. blæse “på gensyn”, eller hvad der ellers er aftalt med jagtlederen.
Man er heldig engang i mellem at møde jagthornsblæsere som behersker jagthornsblæsningen så godt, at man får kuldegysninger når de mestre at trække tonerne eller blæse de høje toner hver eneste gang. Disse hornblæsere er gerne professionelle musikere eller jægere, som udover at have et musikalsk øre også bruger oceaner af tid på at øve sig - hele året.
Lige så smukt det kan lyde, når de dygtige blæser i deres jagthorn, lige så rædsomt kan det lyde, når nogen uden træning og selvkritik forsøger at blæse signaler.