Selvom vores dansk opdrættede fasankyllinger på verdensplan ligger på en suveræn førsteplads hvad dyrevelfærd angår, bestræber jægerne, Danmarks Jægerforbund, Vildtforvaltningsrådet og de fleste grønne organisationer, sig fortsat på at højne dyrevelfærden på opdrættede fasankyllinger. Dyrevelfærd omhandler i min optik mere end arealkrav, dyrlægekontrol m.m., da korrekt prægning er ét af de punkter, som man bør forske meget mere i. Dette gælder specielt hvis vi har et ønske om, at de udsatte fasaner skal blive flere år gamle på den frie vildtbane.
De personer eller grønne organisationer som mener, at de danskopdrættede fasaner opdrættes under kummerlige forhold og at jagtafviklingen er afskyelig, bør tage på studieture til Østlandende, det store USA eller blot til England. Når de efterfølgende har aflagt flere fasanopdrættere et besøg og fået indsigt i, hvordan man her driver opdræt og jagt på fasaner, er jeg overbevist om at disse personer vil vende stolte tilbage til Danmark. Stolte over at de lever i et land, hvor dyrevelfærden ligger i en liga for sig selv sammenlignet med andre lande.
En anden årsag, til at man skal bestræbe sig på kun at købe dansk producerede opdrættede fasankyllinger, er selvfølgelig for at holde liv i de danske fasanopdrættere. Dyrevelfærd har en pris, og det er derfor betydelig dyrere at opdrætte en fasankylling i Danmark, end i de lande hvor dyrevelfærd er et fremmedord, eller hvor fasanopdræt er blevet en hel industri.
Selvom man kan spare penge ved køb af f.eks. polske fasankyllinger, er leveringer af udsætningsklare polske fasaner, transporteret i store lastbiler, fra opdræt under kummerlige forhold i Polen til aftageren i Danmark, skadelig for de danske fasanopdrættere. Gør man dette, er man med til at undergrave den gode dyrevelfærd vi har i Danmark. Det er muligt, at de polske fasaner er gode flyvere og stærke fugle, men det ændrer ikke på, at de er opdrættet under forhold, som vi i Danmark ikke bør støtte.