Kønssorteret udsatte fasankyllinger

Der klækkes lige mange fasankyllinger af hun- og hankøn, men i opdrættet er en lille overvægt af de fasankyllinger som dør - faktisk fasanhønekyllinger.
Hvis vi overser ovenstående og ikke går ned i petitesser, vil man i en leverance få lige mange af hvert køn.
På nogle revirer får man på de første par klapjagter skudt flere fasanhøner end fasankokke. Dette sker typisk, hvor man ikke har så mange såter til rådighed, og hvor man ikke har muligheden for at skyde på yderkanten (såter som ligger væk fra kerneområdet), og derfor bruger bla. udsætningspladsen som en såt.
Umiddelbart skulle der statistisk set ligge lige mange fasanhøner og fasankokke på vildtparaden, men årsagen til denne divergens, skal formentlig søges i, at fasankokkene er betydelig mere opmærksomme end fasanhønerne, og derfor ofte når at undslippe fra såten inden den tages. Derudover er fasankokkene mere selvstændige og kan sagtens gå på opdagelse uden ledsagelse af fasanhønerne, ligesom fasanhønerne gennem efteråret optræder mere i grupper.
I dag er der en måneds længere jagttid på fasankokkene end på hønerne, hvorfor nogle forsøger at kompensere for dette ved at udsætte flere fasankokke.
Dette blev dog ændret i 2020, hvor jagttiden på fasankokke og fasanhøner sluttede den 31. januar.
Ideen med at få leveret kønssorterede fasaner med en overvægt af fasankokke er, at man derved sikrer sig, at der er en del fasaner (kokke) tilbage til hanejagterne, når jagttiden på fasanhønerne stopper.
I bestræbelserne på at øge afskydningsprocenterne har jeg selv udsat kønssorterede fasankyllinger med en markant overvægt af fasankokke, så jeg på nogle udsætningspladser næsten kun havde fasankokke.
Jeg vil tro at kønsfordelingen på disse pladser var 98% kokke og 2% høner.
Udover at øge afskydningsprocenter havde jeg en forestilling om, at fasankokkene ville være nemmere at holde på reviret, såfremt der ikke var nogle fasanhøner til at føre dem ud af reviret.
Jeg syntes klart, at jeg bedre kunne holde kokkene på udsætningspladsen i længere tid end normalt. Det var også betydeligt nemmere at holde kokkene væk fra revirgrænserne - sammenlignet med året før - dog uden at dette på nogen måde kan bruges som endelig dokumentation for, at det er fasanhønerne som løber og derved trækker fasankokkene med sig.
I mit forsøg med kun at udsætte fasankokke på reviret bemærkede jeg, at fasankokkene var meget mere vagtsomme og agtpågivende, når de gik alene uden høner omkring sig - og hvorfor ved jeg ikke.
Dette bevirkede, at jeg ikke som i årene før, havde fuglene i hånden på samme måde, da de opførte sig som om de var meget mere “vilde”.
Det var lige meget hvor meget jeg fløjtede, eller hvor sultne de var. Når fasankokkene så og hørte mig, så jeg kun bagenden af dem og meget få reagerede positivt på min fløjten. Lige så snart jeg havde forladt foderpladsen, kom de frem igen og åd.
Om det kun var i mine hænder, at fasankokkene opførte sig som de gjorde, ved jeg af gode grunde ikke, da jeg dengang ikke ligefrem reklamerede med, at jeg havde udsat kønssorterede fasaner.
Jeg har sidenhen erfaret, at jeg ikke har været helt alene med tanken om at udsætte kønssorterede fasankyllinger, så det primært var fasankokke, man havde på reviret. Andre har i større eller mindre grad praktiseret det samme gennem årene.
Hvis man tager de økonomiske og de “maksimale jagtudbytte” briller på, kan jeg sagtens se fordelene ved kun at udsætte fasankokke på reviret, da man derved er sikker på at have nok fasankokke, når man kommer til hanejagterne. Og da der pt. er en måneds længere jagttid på fasankokkene end på fasanhønerne, tror jeg at flere i fremtiden vil spekulere i at få leveret kønssorterede fasankyllinger, med en overvægt af fasankokke.
Desværre underbygger det også min teori om, at mange som udsætter fasaner på reviret (inkl. mig selv), kun tænker 7 måneder frem, hvorefter et nyt hold fasankyllinger udsættes den næste sommer.
Fremadrettet skal vi selvfølgelig sadle om og huske på, at vi på den lange bane skal tænke anderledes end hidtil og arbejde mere målrettet hen imod en bæredygtig jagt.