Jeg har altid brugt majs som ledelinjer fra skoven og ud til såterne, hvilket har virket rigtig godt. I god tid før den første klapjagt i jagtåret, køres en del majs ned som ligger tættest mod skoven. Den fulde ledelinje bliver derved brudt, men det betyder ikke noget, da fasanerne ikke har brug for hele ledelinjen mere, når de først har fundet såten.
På de første jagter skulle der gerne stå rigeligt med fasaner i såterne, men senere på året, hvor fasanerne kommer mere omkring, og derved står mere spredt på reviret, er det en god ide at køre et par striber majs ned ved såten.
I mange år knuste jeg et par striber af majs med en slagleklipper, og majskolber og stængler blev knust og spredt rimeligt, og det kastede fasanerne sig over. Når jeg samtidig skruede lidt ned for fodermængden i såten, tiltrak de knuste majs rigtig mange fasaner på reviret, hvilket bevirkede at de stod i såterne på jagtdagen.
Efter nogle år brugte jeg ikke en slagleklipper mere men valgte blot at køre et par rækker majs ned med min bil. Majskolberne blev ved denne metode ikke knust og spredt, men selve majsstænglen med kolbe og blade lå på jorden, og det gjorde det lidt mere “besværligt” for fasanerne at få fyldt kroen. Fasanerne skulle nemlig først mere eller mindre “skrælle” majskolberne, før de kunne komme til de eftertragtede majs.
Denne måde at “servere” majs for fasanerne på, er uden tvivl den mest optimale, da man får beskæftiget sine fasaner i deres fødesøgning, hvilket altid vil være at foretrække.
