Når man fodrer sine fasaner, uanset om det er på udsætningspladsen eller i såten, er det helt almindeligt at man fløjter på en bestemt måde. Fasanerne er blevet vænnet til denne fløjten, fra den dag de blev udsat i den engelske voliere. Hver gang man fodrer eller er ved udsætningspladserne fløjter man på en bestemt måde, hvorfor fasanerne ud over at være trygge ved denne fløjten, også har erfaret at den medfører, at der bliver fodret. Resultatet vil derfor være at de kommer løbende mod foderpladsen, når der fløjtes, alt afhængig af hvor sultne de er på dagen.
Det ene år hvor jeg fodrede fasanerne med en Lehner foderspreder på en ATV, undlod jeg at fløjte. Det gjorde ingen forskel, for efter ganske få fodringer havde fasanerne lært at forbinde lyden af ATV’en og den karakteristiske lyd fra tallerkensprederen med foder. Når de hørte maskinen komme, reagerede de på samme måde, som når jeg tidligere fløjtede.
Jeg har et år også prøvet at bruge en, det jeg kalder "dommerfløjte", som vi alle kender fra fodboldkampe.
Denne trillefløjte virkede lige så godt som andre fløjtesignaler, og fordelen var, at den modsat min fløjten med munden, kunne høres langt væk.
Det er altså ikke fløjten i sig selv, der er afgørende. Det afgørende er, at fasanerne lærer at forbinde en bestemt og genkendelig lyd med fodring. Om lyden kommer fra en fløjte, en ATV eller en foderspreder betyder mindre – gentagelsen lærer hurtigt fasanerne, hvad lyden betyder: Nu kommer der foder.
