Skip to main content

Manual til alle hjælpere

Hvis tingene skal lykkes og køre gnidningsfrit, er det vigtigt at alle kender deres roller til punkt og prikke, for at kunne fungere som et team.

Hjælperne på en jagtdag er ikke noget værd uden stedets skytte, og skytten på stedet er ikke noget værd uden sine hjælpere, de er alle afhængige af hinanden.

Jeg har altid lavet en manual til alle hjælperne, på de jagter jeg har haft ansvaret for. Disse manualer er lavet til brug i professionelle jagtvæsener, men de kan sagtens - med lidt tilretninger - bruges andre steder som f.eks. i de forskellige jagtkonsortier.

Manualen bør udfærdiges på en måde, så ingen er i tvivl om, hvordan en jagtdag skal forløbe, ligesom det forudsættes at den læses, så alle ved, hvad deres arbejdsopgaver er.

Jeg ved, at der er mange som mener, at det er overflødigt at lave en manual til samtlige hjælpere på en jagtdag, dvs. klappere, apportører, stopklappere m.fl., men tilbagemeldingerne indikerer det modsatte.

Hvis tingene skal lykkes og køre gnidningsfrit, er det vigtigt at alle kender deres roller til punkt og prikke, for at kunne fungere som et team.

Jeg kan tydeligt huske de første store fasanjagter, som jeg stod i spidsen for. Her tog det meget tid få ryddet op, da nogle af hjælperne mente, at dem som råbte højest også havde ret.

Nogle få apportører var overbeviste om, at de var “vigtigere” personer på jagten, end f.eks. klapperne. Dette kom til udtryk ved, at disse apportører mente at andre måtte bære “deres” fugle til vildtvognen, når deres hunde havde hentet fasaserne og ikke dem selv.

Andre hjælpere mente at indtag af alkohol i større mængder var i orden, bare de stadig kunne gå nogenlunde lige.

Og så var der dem, som lige før vi skulle i gang med en ny såt, ikke kunne lade være med at komme med deres mening om, hvordan den skulle drives, selvom jeg ville det anderledes.

Andre igen mente, at man sagtens kunne tillade sig at tale nedsættende og ubehageligt og truende til kollegaer i teamet, fordi de mente at de var højere i hierarkiet. Og ja, jeg kunne blive ved med at komme med eksempler.

Efter disse oplevelser besluttede jeg mig for at lave en manual, som udførligt beskrev, hvad jeg som skytte forventede de forskellige hjælpere skulle gøre og hvordan, de skulle opføre sig.

Manualen beskrev klart og tydeligt nedenstående punkter:

Alm. Info:

  • Mødested på jagtdagene
  • Mødetid
  • Parkering af biler
  • Toiletforhold
  • Forplejning
  • Alkoholpolitik
  • Støj
  • Hundeefterladenskaber
  • Hyggedag i august

Afvikling af jagterne:

  • Jagtansvarlig
  • Planlægning
  • Parole/jagthorn
  • Kørsel i terræn
  • Walkie-talkie reglement
  • Klappere
  • Apportører
  • Vildtvogn
  • Vildtparade
  • Betaling/slyngeljagt

En anden fordel ved at have denne manual var, at de nye hjælpere straks efter af have læst den var klar til at indtræde i teamet.

På denne måde sikrede jeg mig, at de hurtigt følte sig hjemme i teamet, da de på intet tidspunkt var i tvivl om, hvad der skulle ske, og hvad de skulle gøre på en jagtdag.

Jeg kan kun anbefale alle andre til at udfærdige en lignende manual, specielt tilpasset det enkelte sted, uanset om der er tale om et konsortium eller et professionelt jagtvæsen.

Da alle hjælperne bruger deres fritid på at hjælpe, uden at få noget væsentlig for det, bør det også være en selvfølge, at der på alle jagterne er sørget for en god forplejning. Dvs. morgenmad, varm mad til frokost og evt. kage eller andet efter jagten. Dagen igennem og til frokost, bør der være drikkevarer ad libitum.