Det at en fasan kan flyve, betragtes ikke som en tillært adfærd, men som et arveligt gen som fasankyllingen ikke er klar over, den besidder. Det finder fasanen først ud af efter nogle uger, hvor den uden forvarsel begynder at bruge sine vinger.
Fasankyllingen øver sig ikke i at flyve, men instinktivt begynder den at flyve, når det er nødvendigt, hvilket er en egenskab, som på forhånd er programmeret i fasankyllingens gener/arvemasse.
Inden fasankyllingens første flyvning, har fasankyllingen gennemgået en modning i vækstfasen, og først når det arvelige gen slår igennem, hvilket sker samtidig med at nervesystemet, muskler og vinger er klar til at arbejde sammen, kan fasankyllingen flyve.
Det arvelige gen for at kunne flyve svækkes på ingen måde. Hver ny generation af fasankyllinger, uanset om fasankyllingen er fremavlet i et kunstigt opdræt, eller på den frie vildtbane, har brug for denne egenskab til at kunne flygte og til at flyve op i træerne, når den skal sove. På den måde kan man godt sige, at præcis dette “flyve-gen”, generation efter generation holdes ved lige, da fasaner som ikke kan flygte ved at flyve eller ikke kan flyve op i træerne om natten, vil blive taget og ædt af ræven eller andre prædatorer.
Når de udsatte fasaner kommer løbende eller flyvende mod fodervognen, når man fløjter efter dem under den daglige fodring, sker det, fordi man har vænnet fasanerne til det. Hver gang man fodrer, har man nemlig fløjtet den samme melodi i det samme toneleje. Fasanerne har gennem en periode erfaret, at denne fløjten betyder, at de kan få noget at spise og hvis de er sultne, reagerer de hurtigt og kraftigt på kaldet. Denne adfærd (at komme når der fløjtes) er ikke et nedarvet gen, men en tillært adfærd, som forstærkes hver gang fasanen er sulten, og der fløjtes efter den.
Hvis vi tager et eksempel fra ændernes verden, ved de fleste, at ænder omkring Sortedamssøen eller Damhussøen i København er rimelig tamme og tillader, at mennesker kommer helt tæt på dem.
Ændernes prægningsfase starter også straks efter de er kommet ud af ægget, og de knytter sig straks til anden, som tager imod dem. Selvom ællingerne har et nedarvet gen, som fortæller dem noget andet, lærer (erfarer) de gennem deres andemor, at mennesker ved de store søer i byerne ikke er nogen trussel. De har tværtimod erfaret at menneskerne ikke vil dem noget ondt men fodrer dem med brød. Derfor er byænder ikke bange for mennesker.
Hvis vi går den modsatte vej og kigger på de udsatte ænder i et vandhul på et jagtrevir, har disse ænder et nedarvet gen, som fortæller dem, at mennesker er farlige. Men da de på ingen måde har den samme kontakt til mennesker, og derfor miljømæssigt ikke får gode erfaringer med mennesker, forbliver de sky, præcis som det nedarvede gen “fortæller” dem, de skal være. Når jagten på ænderne går ind, forstærkes (eller bekræftes) dette gen yderligere, når ænderne erfarer, at vi jægere larmende og med hunde kun kommer til dem for at slå dem ihjel.
Hvis vi jægere fortsat vil udsætte opdrættede fasaner med de opdrætsmetoder, der bruges i dag, er det meget vigtigt, at vi hele tiden er bevidste om, at en massiv tilbagevendende positiv eller negativ påvirkning af fasaners anlæg, hvis disse påvirkninger praktiseres gennem mange generationer, kan ændre nye fasankyllingers og senere voksne fasaners genetiske anlæg. Præcis som Charles Darwin har beskrevet det i sin opsigtsvækkende bog “Arternes Oprindelse”.