Pasturellose

Infektion med Pasturella multocida bakterier som er bevægelige, ikke sporedannende gram negative stavbakterier kan give sporadisk infektion hos en lang række fjerkrætyper. Andre typer end P. multocida kan dog af og til være medvirkende.
Hvis sygdommen optræder i en stærkt smitsom form, hvor der er en dødelighed på mere end 20%, kaldes tilstanden Fjerkrækolera, og i disse tilfælde er der tale om en anmeldepligtig sygdom. Ved mistanke om sygdommen skal man tilkalde en dyrlæge, der indsender materiale til undersøgelse hos Veterinærinstituttet. Konstateres sygdommen, sættes besætningen under offentligt tilsyn, med deraf følgende restriktioner på flytning af dyr fra besætningen. Det offentlige tilsyn ophæves tidligst 60 dage efter, at de kliniske tegn på sygdom er ophørt. Fjerkrækolera optræder af og til i Danmark (bla. i 2008), og er meget frygtet i den kommercielle, industrialiserede fjerkræproduktion. Specielt kalkuner er meget følsomme.
Fjerkrækolera giver i sin mest akutte form, dødsfald uden forudgående symptomer. I mere moderat forløbende udbrud ses appetitmangel, vægttab, ledbetændelser med lammelser, diarre (evt. grønlig), luftvejsproblemer og tegn på nervelammelser. I den kroniske form, som ses hos fugle, der har overlevet den mere akutte form eller er smittet med en mindre virulent bakteriestamme, ses nedgang i æglægningen, ligesom der udvikles mange utrivelige dyr.
Sygdommen er meget smitsom.
Vilde fugle kan være primær kilde til smitten. Generelt udskilles smitte til omgivelserne med sekreter fra luftveje og øjne, men også i fuglenes gødning kan bakterien udskilles. Bakterien kan også spredes ved kannibalisme i flokkene, med redskaber o. lign. Spredning via æg forekommer ikke.