Skip to main content

Prægningen

Som mennesket og andre dyr har fasankyllingerne også en prægningsfase, og vigtigheden af en “korrekt” prægning fra starten af et individs levetid er alle bekendt med. Selvom man tilstræber at implementere en “korrekt” prægning i storopdrættet, ved at tilsætte surrogatmødre i form af tamhøns, kan denne form for kunstig prægning på ingen måde erstatte den “rigtige” prægning, som fasanhønen på den frie vildtbane giver sine fasankyllinger.

Selvom vi ikke kan erstatte den “korrekte” prægning ved at indsætte 2-3 uger ældre tamhøns til fasankyllingerne i storopdrættet, er der dog ingen tvivl om, at jo før fasankyllingerne og tamhønsene sættes sammen efter klækningen, desto bedre er oddsene for, at fasankyllingerne knytter sig til tamhønsene.

Det er min overbevisning, at fasankyllingerne mere opfatter tamhønsene som et samlingspunkt end som egentlige moderdyr. Dette forklarer også, hvorfor de udsatte fasankyllinger efter blot nogle få uger efter de er udsat mister interessen for tamhønsene.

Når vi vælger at opdrætte fasankyllinger i et moderne storopdræt, med henblik på udsætning, har vi også en forpligtelse til at tilrette opdrætsforhold, prægning og bestemt også muligheder for fødeindtag, på en måde, som kommer så tæt på det liv, en fasan på den frie vildtbane lever.

I den forbindelse er det værd at nævne, at nye undersøgelser med al tydelighed viser, at fasankyllinger opfostret med blandet frø og levende melorme, udviser betydeligt bedre overlevelsesfærdigheder. Hvis man i opdrættet sikrer at fasankyllingerne kan fange levende insekter og fouragere efter føde, ender de op med en betydelig større overlevelsesgrad på den frie vildtbane, modsat fasankyllinger opfostret med det traditionelle pille-kraftfoder.

Hvis man har et ønske om at de udsatte fasankyllinger skal være bedre præget end i det traditionelle storopdræt, bør man læse bogens næste afsnit: Opdræt - tæt på det naturlige.