Skip to main content

Protozoer

Coccidiose

Coccidiose er verden over en af de mest almindelige sygdomme indenfor ethvert kommercielt fugleopdræt. Coccidier er små kugle- eller ægformede celler. De er med få undtagelser parasitter, som lever inde i cellerne hos de dyr, der angribes. De rammer hovedsagelig celler i tarmkanalen, men der findes typer som angriber celler i andre organer (nyrer, lever eller kønsorganer). Den enkelte coccidietype angriber en bestemt type celler hos en bestemt dyreart. Smitte fra en dyreart til en anden er derfor meget sjælden.

I fuglevildtopdræt ses hovedsagelig coccidier, der angriber tynd- eller blindtarmen, og andre typer er uden interesse. Der kendes indenfor denne gruppe af coccidier flere forskellige typer (hos fasaner typisk coccidia typen Eimeria). Der kendes ingen typer hos mennesker.

Hos coccidier er de forskellige livsstadier (se nedenfor) af en sådan størrelse, at de kan ses i et almindeligt lysmikroskop. Dette betyder, at diagnosen coccidiose er en diagnose, som de fleste dyrlæger kan stille i deres eget laboratorium.

De typiske symptomer hos fasaner og agerhøns er, at fuglene bliver mere sløve end normalt, og at de har tendens til diarre. Hos agerhøns ses ofte pludselige dødsfald, mens der hos fasaner hyppigere ses et billede af afmagrede fugle, med en forhøjet dødelighed. Coccidier har i modsætning til bakterier en meget indviklet livscyklus, som omfatter stadier både indeni og udenfor et værtsdyr.

Livscyklus er meget kort beskrevet som følgende:

  1. Den unge coccidie (sporozoit) trænger ind i den celle i værtsdyret, som dens type kræver. Den vokser her til sin endelige størrelse.
  2. Når de har nået deres endelige størrelse, deler de fleste af coccidierne sig og danner talrige små tenformede stadier (merozoiter). Disse borer sig ind i nabocellerne og vokser. Denne proces gentages flere gange, og der ødelægges flere og flere celler.
  3. Andre af coccidierne gennemgår en speciel forplantningscyklus, hvorved der dannes en oocyste (et æg), som kan forlade værtsdyret.
  4. Oocysten (som er omgivet af en kapsel) forlader nu dyret, hvorefter den deler sig i 4 sporer. Hver af disse sporer deler sig igen i 2 “kim” (eller sporozoiter). Når kapslen med indhold derefter bliver optaget af en anden vært, bliver kimene frigjort. De trænger ind i den nye værtscelle, og herefter starter cyklus forfra.

I almindelighed opstår sygdommen ved optagelse af foder, strøelse eller drikkevand, der er forurenet med afføring fra syge dyr, eller dyr der har overstået sygdommen. Disse individer kan nemlig i lang tid efter udskille oocyster med afføringen.

Oocyster kan i indtørret afføring, jord eller lign. under gunstige forhold overleve i op til 2 år.

Det er vigtigt (jvf. den beskrevne livscyklus) at gøre sig klart, at når der først viser sig sygdomssymptomer, er det fordi, at forløbet er ret fremskredent. Man er allerede bagefter med behandlingen. Det er derfor vigtigt, at man behandler meget tidligt i et udbrud. Eventuelt kan man benytte en forebyggende behandling, hvor dette er muligt.

Det er dog samtidig vigtigt at gøre sig klart, at dyr, som smittes med coccidier i meget høj grad selv er i stand til at opbygge en modstandskraft mod sygdommen. Fund af små mængder af coccidieoocyster i gødning ikke er bevis på klinisk sygdom, og er derfor heller ikke nødvendigvis behandlingskrævende.

Kun hvis dyrene smittes massivt, eller hvis der anvendes uhensigtsmæssig medicinering, kan fuglenes egen evne til at leve med/bekæmpe sygdommen overstiges, og behandling vild derfor være påkrævet.

Pga. coccidieoocysternes store modstandskraft mod ydre påvirkning er det derfor ikke muligt gennem almindelig rengøring og desinfektion at forhindre introduktion og persistens af coccidier i fuglevildtopdræt.

Kontrollen med coccidiose sker derfor ud fra følgende retningslinjer (sammendrag):

  1. Forebyggende behandling er mulig ved tilsætning af relevant medicin til enten foder eller vand. De senere år har problemer med coccidiose været minimeret, efter at det er blevet lovligt at tilsætte forebyggende coccidiostatika (Lasalocidnatrium) Avatec til fasan voksefoder. Det er imidlertid meget vigtigt at forstå, at coccidiose ikke er forsvundet, bare fordi man ikke længere ser kliniske problemer. Sygdommen er undertrygt, og hvis medicinen af en eller anden grund skulle tabe sin effekt, vil der igen kunne opstå alvorlige problemer. Det er derfor meget vigtigt at kende til smitten og gennem sin indretning af opdrættet, og den daglige pasning, at tage hensyn til de faktorer, der er medvirkende ved udbrud af coccidiose og indarbejde forebyggelse som en naturlig del af opdrættets management.
  2. Behandling ved sygdom. Det er her vigtigt (jvf. beskrivelsen af livscyklus), at gøre sig klart, at når først der er sygdomstegn tilstede, er det fordi forløbet er ret fremskredet, og man er allerede bagefter med bekæmpelsen. Desuden er udvalget af brugbare lægemidler reduceret alvorligt. Som følge af bla. det faldende salg efter indførsel af nye regler, er det gamle og velkendte Esbetre, nu afregistreret og kan ikke længere skaffes.
  3. Evt. specialdesinfektion af produktionsudstyr (huse, rammer mm). Der er ikke det store udvalg af midler på markedet, men i de seneste år er der dog fremkommet et par produkter, som angives at skulle kunne virke. En anden men ikke altid brugbar mulighed er flambering med gasflamme.
  4. Da coccidier ikke overlever i meget mere end ca. 2 år, er det en mulighed at arrangere løbegårde m.m. i en form for “foldskifte,” hvor opdrætspladsen flyttes til et nyt sted hvert år, og først vender “tilbage” efter tidligst tre år. Dette er en god måde at begrænse smitten på, men det er trods alt de færreste, der har denne mulighed alene pga. de store pladskrav.