De 4 mest almindelige typer i Danmark er S. typhimurium, S. enterididis, S. agona, S. binza m.fl. Flere af disse typer kan give anledning til sygdom hos mennesker (zoonoser). Dette betyder, at man skal være omhyggelig med sin personlige hygiejne, hvis man omgås fugle hos hvilke, der er diagnosticeret salmonellose.
Når der konstateres salmonellose i en besætning, vurderer Fødevarestyrelsen sygdommens omfang og kan sætte besætningen under offentligt tilsyn. Det vil sige, at besætningen pålægges at overholde restriktioner, der kan omfatte isolation af syge dyr, betingelser for fjernelse af dyr og materiel fra besætningen, samt særlig gødningsbehandling og rengøring/desinfektion.
Salmonellabakterier er gramnegative bakterier, som er bevægelige, og som kan overleve flere måneder uden for værtsdyret. De danner ikke sporer.
Sygdom ses næsten kun hos dyr under 2 måneder. Dyr over 4 måneder viser sjældent symptomer, men de kan være passive smittebærere. Oftest rammes og dør mindre end 20% af dyrene i en flok, men der kan ses op til 100% dødelighed.
Symptomerne er uspecifikke og afhænger af dyrets alder samt af hvilken type salmonella, der er tale om. Ofte ses dog hos fasankyllinger nedstemthed, uvillighed til at bevæge sig, hængende vinger og diarre. Fjerene omkring kloakken er oftest sammenklistret af afføring. Hos ældre dyr kan evt. blot ses diarre og svaghed.
Obduktion af døde dyr viser store variationer alt efter type af salmonella og forløb af sygdom. Der kan observeres alle mulige fund, lige fra generelt svulne, betændte organer til ingenting.
Diagnosen skal stilles på et laboratorium. Ved en blodprøvning kan der evt. påvises antistoffer, som kan vise, om voksne dyr har haft kontakt med smitten. Dette siger dog ikke noget om, hvornår- eller om- der har været udbrud af sygdom.
Blandt de typer, som kan give anledning til dannelse af antistoffer og dermed kan påvises med en blodprøve, er S. typhimurium (musetyfustypen).
Er der klinisk udbrud af salmonellose i opdrættet, må der behandles med et egnet antibiotikum. Det er vigtigt, at behandling sker efter en resistensbestemmelse på et laboratorium. Behandling vil som regel standse et udbrud, men der er stor fare for, at der vil blive en del smitteudskillere tilbage og dermed stor fare for nye udbrud. Desuden vil dette betyde, at der er fare for udvikling af resistente bakterier, som er modstandsdygtige overfor det brugte antibiotika. Det er derfor tilrådeligt løbende at få lavet nye resistensbestemmelser.
Da det kan være en meget alvorlig ting at få et salmonellaudbrud i opdrættet, er det meget vigtigt, at der til stadighed holdes en god hygiejne, og at der bruges foder af god kvalitet, således at man så vidt muligt undgår at få smitten ind i opdrættet.
Har man først smitten inde i opdrættet, spredes bakterien let via støvler og redskaber m.m., som har været i kontakt med afføring fra syge dyr. Endvidere smittes afkommet fra smittede moderdyr ved klækning via bakterier fra æggeskallen. Det er derfor vigtigt, af den generelle hygiejne ved udbrud optimeres, at æg indsamles flere gange dagligt, og at de rengøres straks efter indsamling. Salmonellabakterier er følsomme for en lang række af desinfektionsmidler.
Og husk ethvert opdræt af ænder og alle hønsefugle skal ske skarpt adskilt.