Jeg var derfor overrasket, da jeg på Facebook så en video af nyligt udsatte 7-8 ugers fasankyllinger i en engelsk voliere.
Til videoen var skrevet: “Sådan ser det ud, når man kører med 30 gram”. Jeg opfattede det som, at hver fasankylling blev tildelt omkring 30 gram foder pr. dag.
Videoen viste samtidig, at nogle af fasankyllingerne kom helt hen og åd fra hånden. Det kan naturligvis ikke i sig selv bruges som dokumentation for, at fuglene blev underfodret. Det afgørende spørgsmål er derimod, om en fast daglig fodermængde på 30 gram er tilstrækkelig til 7-8 uger gamle fasankyllinger i vækst.
Efter min vurdering bør fodermængden aldrig fastsættes ud fra et ønske om at gøre fuglene så sultne, at de bliver lettere at holde omkring udsætningspladsen. Fodringen skal først og fremmest tage udgangspunkt i fuglenes alder, udvikling, foderets sammensætning og deres faktiske behov.
Når man arbejder med levende dyr og udsætter fasaner, har man en forpligtelse til at tilegne sig en basal viden om foder og vækstperioder. Man bør i hvert fald have så meget kendskab til det, man beskæftiger sig med, at man er klar over, at fasankyllingerne fortsat befinder sig i en vigtig vækstperiode og derfor er afhængige af tilstrækkeligt og korrekt sammensat foder med blandt andet protein, calcium, fosfor, vitaminer og mineraler.
Hvis de udsatte fasankyllinger får for lidt eller ernæringsmæssigt utilstrækkeligt foder, mens de stadig vokser, risikerer man at hæmme deres normale udvikling. Derfor bør man efter min mening aldrig bruge sult som et redskab til at holde nyligt udsatte fasankyllinger på udsætningspladsen.
Kunsten er at give de udsatte fasaner den korrekte mængde foder i vækstperioden, og målet er at få det til at passe sammen med, at der stort set er spist op, når man dagen efter kommer for at fodre igen.
Man kan ved den daglige fodring følge både fasanernes adfærd og hvor meget foder, der er tilbage. Ligger der stadig meget foder på pladsen fra dagen før, kan man skrue lidt ned for mængden. Er foderet derimod hurtigt væk, og fuglene virker meget ivrige efter at komme til foderet, kan det være nødvendigt at øge mængden. Fodringen bør med andre ord løbende tilpasses fuglene og forholdene – ikke styres af et på forhånd fastsat antal gram alene.
Det tætteste man bør komme på bevidst at begrænse fodringen, er som nævnt op til en jagtdag, hvor man i dagene før kan trække de fuldt udvoksede fasaner lidt i foder for at øge sandsynligheden for, at de står i såterne på jagtdagen. Efterfølgende skal man selvfølgelig sørge for, at fasanerne igen får tilstrækkeligt at æde.
Som nævnt i starten af dette kapitel tror nogen, at de bedre kan holde på fasanerne i den engelske voliere ved at begrænse fodringen. Det mener jeg er den forkerte vej at gå.
Hvis de udsatte fasaner ikke vil være i eller omkring den engelske voliere i månederne efter udsætningen, bør man i stedet se på årsagen. Der mangler måske solspor, solpletter, læ, skjul i form af buske, hvor fasanerne hurtigt kan komme i skjul for rovfugle, gode nattesæder eller noget helt tredje.
Hvis biotopen i og omkring den engelske voliere – eller måske på hele reviret – ikke tiltaler de udsatte fasaner, løser man ikke problemet ved at gøre dem sultne.
Man holder bedst på fasanerne ved at skabe de rigtige forhold for dem – ikke ved at holde foderet tilbage.