Skip to main content

Slyngeljagt

I min verden er årets slyngeljagt den vigtigste for mig på hele jagtåret. Det er nemlig på slyngelsjagten at mine hjælpere får lidt "tilbagebetaling" for deres fantastiske engagement og arbejde i jagtvæsenet gennem jagtsæsonen

Den årlige slyngeljagt er alle klappernes, apportørernes og de øvrige hjælperes jagtdag. På denne dag er det disse brave folk, som gennem jagtåret har hjulpet med at få jagtvæsenet til at fungere, der skal i ilden. Det vil sige, at det er slynglerne, som er “jagtgæster” for en dag.

Jeg har altid prioriteret slyngeljagten meget højt, og i min optik skal man på en slyngeljagt have masser af fasaner på vingerne og førsteklasses forplejning hen over jagtdagen, som i øvrigt skal afvikles i en dejlig, afslappet og hyggelig atmosfære.

I nogle jagtvæsener afholder man ikke slyngeljagt, men betaler hjælperne et fast beløb for hver jagtdag, de har hjulpet til i jagtvæsenet. Andre steder får man både betaling for hver dag, man har hjulpet til i jagtvæsenet, og en slyngeljagt, mens der skam også findes jagtvæsener, som ud over betaling inviterer alle hjælperne til to dage med slyngeljagt.

Uanset hvor dygtigt en skytte driver et jagtvæsen, og uanset hvor meget ros denne skytte modtager fra godsejeren, ledelsen eller jagtgæsterne, ved skytten udmærket godt, at han/hun ville være på herrens mark uden sine hjælpere og ikke ville kunne levere den eftertragtede “vare”. Derfor værner skytten om sine hjælpere og vil gøre alt for, at de får en rigtig god slyngeljagt.

Desværre er det ikke alle hjælpere, som er specielt interesserede i en jagtdag, og dette gælder ofte for nogle af apportørerne. De vælger gerne at apportere på slyngeljagten, men en egentlig “afregning” til dem mangler et eller andet sted.

Der findes steder, hvor godsejeren eller personer i ledelseskredsen også deltager på slyngeljagten. Når disse personer aktivt deltager i selve drivningen og andet hjælpearbejde, men ikke deltager i selve skydningen, opnår de stor respekt fra hjælperteamet, da dette viser, at de virkelig værdsætter hjælpernes indsats.

Hvis godsejeren eller personer i ledelseskredsen derimod har inviteret nogle venner, og disse skal skyde med på slyngeljagten, er dette dårlig stil og udtryk for manglende empati. Den godsejer eller de personer i ledelseskredsen, som fører sig frem på en sådan måde, har i min optik en selvopfattelse, som hører enevældens tid til. Slyngeljagten er og bliver for slynglerne – basta.

Jeg vil nedenfor opstille et regnskab til ære for de godsejere eller ledelsespersoner, som hvert år forsøger at skære ned på slyngeljagten eller helt afskaffe den.

Godset eller ledelsen kan sagtens inddrage slyngeljagten og sælge den som en dagjagt, da man jo bare kan aflønne hjælperne, hver gang de har hjulpet til på en jagtdag.

  • Prisen pr. hjælper pr. dag, han/hun hjælper til i jagtvæsenet på en jagtdag, fastsættes til f.eks. kr. 500,00. Disse kr. 500,00 skal på jagtdagen dække kørsel frem og tilbage. Kommer en hund til skade, er det for egen regning, og bliver tøj, briller eller andet ødelagt, er det også for egen regning. Beløbet skal også dække de feriedage, nogle hjælpere tager, hvis klapjagterne er lagt på hverdage, som man gør mange steder.

  • Hvis vi kalkulerer med, at alle klappere, stopklappere, hundefolk, hornblæsere m.fl. i gennemsnit bliver til 25 hjælpere pr. jagtdag, og der i jagtåret afholdes f.eks. 10 klapjagter, betyder det, at godset eller ledelsen skal afregne:

Kr. 500 x 25 hjælpere x 10 jagtdage = kr. 125.000.

  • Hvis man omregner, hvor meget fasanjagt man kan købe for kr. 125.000, kan man, afhængigt af hvordan momsen afregnes, faktisk købe en hel klapjagtsdag på ca. 300 fasaner.

Jeg har oplevet flere arbejdsgivere, som foreslog, at vi afskaffede slyngeljagten og solgte denne i stedet. Umiddelbart ville mine arbejdsgivere også gå med til, at vi i stedet for en slyngeljagt “aflønnede” disse personer med f.eks. kr. 500,- pr. jagtdag, når de hjalp til. Men da regnestykket med kr. 500 x 25 hjælpere x 10 jagtdage = kr. 125.000 blev fremlagt, blev det hurtigt besluttet, at slyngeljagterne skulle fortsætte uhindret.

Verbale drillerier hjælperne imellem fyger gennem luften på slyngeljagten, og der falder mange venligt mente bemærkninger, når der er nogen, som skyder forbi – hvilket jo ofte sker. Noget af det bedste, man skydemæssigt kan opleve på en slyngeljagt, er, hvis to eller flere hjælpere skyder forbi til den samme fasan, som derefter pakker sammen i knaldet fra ens eget første skud. Tja, så er tingene jo ligesom sat på plads én gang for alle. Samtidig vil de heller ikke lægge skjul på, at de ikke ærgrer sig så meget over, at de ikke ramte fasanen, men mere over, at det var dig, som skød den.

Normalt “stjæler” man ikke fra naboposten, dvs. man skyder ikke til de fasaner, som kommer mellem en selv og naboposten, hvis de er nærmest naboen. Når naboposten har skudt to blanke forbiere til fasanen, er det selvfølgelig tilladt at skyde, og der breder sig en dejlig fornemmelse i kroppen, når og hvis fasanen efterfølgende pakker sammen i ens eget første skud.

Det er normalt forbudt at “stjæle” fra hinanden på slyngeljagten (dvs. skyde fasaner, som er tættere på naboposten end på en selv), men da mange af hjælperne også er private venner, kan der blandt flere af hjælperne gå sport i denne disciplin. Man skal som udgangspunkt holde sig fra at “stjæle” fra de andre hjælpere, medmindre man er sikker på, at den hjælper, man “stjæler” fra, er med på spøgen.

Jeg mindes ikke at have været specielt “nervøs” op til en større betalingsjagt/klapjagtsdag. Selvfølgelig skal man være spændt på dagen for at kunne præstere, men jeg har aldrig været decideret “nervøs” før en større klapjagt, selvom jagtgæsterne har omfattet store kanoner i forretningsverdenen, folketingsmedlemmer eller medlemmer af kongehuset.

Men nervøsiteten kommer på slyngeljagten. Her er jeg ekstremt nervøs, hver gang jeg skal afholde slyngeljagt for nøglepersonerne bag min egen succes – mine værdifulde hjælpere.