Tilholdssteder / ynglesteder

Uanset om vi taler om udsatte eller “vilde” fasaners tilholdssteder og ynglesteder, er det et must, at fasanen trives i den fauna, den færdes i. Det bedste terræn til fasanerne er et varieret landskab med dyrkede marker, som veksler mellem lunde og mindre skove, levende hegn, moser, enge og rørskov. Selv store parker og haver kan fasanerne lide at holde til i.
Når fasanhønen skal finde et egnet ynglested, søger hun efter et sted, hvor hun kan være i skjul for både de to- og firbenede prædatorer. En fasanhøne vil aldrig etablere sin rede midt på en nyslået golfbane, men hvor der er god dække og skjul til rådighed. Inden reden etableres, vil hun også skele til, hvor hun efter klækningen nemt og i rimeligt skjul kan føre sine kyllinger hen og præsentere dem for den bedste føde de kan få, nemlig insekter og masser af insekter (proteiner).
Jo bedre “fasanterræn” man har, desto større succes opnår man, hvis man satser på at ville etablere og drive en bæredygtig jagt. Bestandsstørrelsen er nemlig påvirkelig af, hvilken fauna fasanerne lever i. Vildtplejen, biotopen og fodringen er derfor vigtige faktorer, ligesom bestanden af fasaner selvfølgelig altid vil være størst i de områder, hvor der årligt udsættes opdrættede fasaner.
Vær opmærksom på, at det er meningsløst at udsætte fasaner med jagt for øje, hvis ikke man har egnede fasanterræner til rådighed. Det kan i givet fald kun lade sig gøre hvis man bekoster og etablerer en masse gode vildtagre som erstatning. Fasanerne vil ellers i takt med at de bliver ældre stille og roligt forlade reviret, og når man i efteråret skal holde jagt, er det ikke sikkert, at der står én eneste fasan tilbage på reviret.