Skip to main content

Vildtparaden

Ligesom man starter en jagtdag med en parole, afsluttes en jagtdag altid med en vildtparade. Det gælder også, selvom det vælter ned fra himlen med vand eller sne, og man mest af alt har lyst til at komme indenfor til den ventende varme the/kaffe og hjemmebag.

Inden vildtet lægges på vildtparaden, kan man (ikke noget krav) evt. pynte den op med nogle grangrene, f.eks. ved at lave en “ramme” af korte grangrene rundt om hele vildtparaden. Der bør som minimum være en fakkel eller et mindre arrangeret “bål” i hvert hjørne af vildtparaden.

Uanset hvor mange fasaner et jagtselskab har nedlagt på dagen, bør alt vildt oplægges på vildtparaden.

De steder, hvor man f.eks. ikke må fotografere en større vildtparade på flere hundrede fasaner, eller måske får forbud mod at fotografere de deltagende jagtgæster, da de ikke vil sættes i forbindelse med en jagtdag, hvor der skydes 5-700 fasaner, modarbejder i min optik jagtens fremtid i Danmark. Vi skal selvfølgelig til enhver tid skal stå ved det, vi som jægere (eller jagtvæsen) foretager os. Vi kan ikke forlange at alle andre skal acceptere, at vi jægere på en dagjagt afskyder f.eks. 5-700 fasaner, hvis vi ikke engang selv vil stå ved det.

Der gælder nogle regler når man oplægger en vildtparade. Fasanerne lægges på deres højre side, og man smider/kaster f.eks. ikke med vildtet. Når man lægger vildtparaden, skal man sikre nok plads mellem rækkerne, så det er muligt at gå her, uden at træde på vildtet, når det bliver lagt op. Det er nemlig en uskreven regel, at man på intet tidspunkt træder/skræver ind over vildtet.

Er der ved en fejl skudt eller aflivet et stykke vildt, som er fredet på jagtdagen, oplægges dette ikke på vildtparaden.

Man har en rangfølge, altså en rækkefølge efter hvilken vildtet oplægges, men selve udformningen af vildtparaden kan laves på flere forskellige måder. Vildtet kan lægges på den traditionelle måde med lige rækker, men der findes også kreative oplægningen, hvor vildtet i stedet for i lige rækker, lægges i halvcirkler (180 gradet) eller helcirkler (360 grader).

En flagsnor, murersnor eller andet tyndt reb, med et spyd i hver ende, spændes op på jorden og bruges til at få rækkerne af vildt til at ligge helt lige.

Jeg vil anbefale, at man for hver 30 eller 35 centimeter slår en knude eller laver mærker på snoren, så der bliver lige meget luft imellem det oplagte vildt.

Hvis man ikke har afskudt så meget vildt på dagen, kan man lave lidt mere luft mellem vildtet, f.eks. 40 centimeter. På den måde vil vildtparaden se større ud, end den reelt er.

Uanset om man spænder én eller flere snore ud til at starte med, bør der være ca. en meter mellem hver snor, dvs. en meter mellem hver vildtrække.

Når vildtparaden er lagt, stiller jagtlederen sig foran vildtparaden, hvor han/hun skal tale til jagtgæsterne, klapperne og hundefolkene.

Bagved jagtlederen eller ude til en af siderne på fronten, kan hornblæseren stå - og der må meget gerne være flere hornblæsere.

Jagtgæsterne stiller sig til venstre for jagtlederen, på en lige linje, så det oplagte vildt har rygstykkerne vendt mod jagtgæsterne.

Alle hjælpere (klapperne og hundefolkene), stiller sig på den modsatte langside af jagtgæsterne, ligeledes på en lige linje.

Skytten står normalt som første eller sidste mand sammen med hjælperne, eller ved siden af jagtlederen. Mange gange er skytten og jagtlederen en og samme person.

Sørg altid for at alle de fasaner, som ligger tættest på jagtgæsterne, er de smukkeste af fuglene, altså dem med de længste halefjer og flotteste fjerdragter. Sønderskudte fugle eller andet vildt, som ikke ser så godt ud, lægges så langt væk fra den langside hvor jagtgæsterne står som muligt.

Uanset om man lægger 15, 20, 30, 40 eller 50 fasaner i hver række, markeres hver 10. stykke vildt ved, at man trækker det ca. en halv kropslængde frem.

Hos klovvildtet starter man hos handyrene med at lægge dem med størst trofæ først (til venstre). Herefter lægger man en række med hundyr efterfulgt af kalve/lam.

Det vigtigste ved oplægningen af en vildtparade, er at det nedlagte vildt bliver præsenteret på en flot måde. Der skal være symmetri, uanset fra hvilken vinkel man beskuer vildtparaden.

I et jagtkonsortium hjælper alle til med at lægge vildtet op, og i et professionelt jagtvæsen uddelegerer skytten arbejdsopgaverne.

Rækkefølgen:

Øverst snepper, så pattedyr, og fugle.

Rangfølge på vildtparaden:

  • Sneppe
  • Kronvildt
  • Dåvildt
  • Sikavildt
  • Råvildt
  • Ræv
  • Hare
  • Agerhøne
  • Fasan
  • And
  • Due
  • Andet vildt

Det skal lige bemærkes, at man nogle steder i Danmark ikke oplægges vildtet i denne rangfølge, da traditioner kan være forskellige fra egn til egn.

Når selve “ceremonien” begynder, hvilket er når hornblæseren begynder at blæse “Vildtparade”, stopper al småsnak, hænderne er oppe af lommerne, ingen taler i mobiltelefon og hovedbeklædning er taget af.

Umiddelbart efter hornblæseren er færdig tager jagtlederen ordet.

  1. Jagtlederen takker for (forhåbentlig) god og sikker skydning, samt en dejlig jagtdag. Er der sket episoder (gerne sjove), som man vil bekendtgøre, kan dette gøres her, naturligvis afhængig af hvor godt man kender jagtgæsterne.

  2. Der oplyses om, hvor mange stykker vildt der ligger på vildtparaden.

  3. Hvor mange kokke og høner der er opsamlet. Hvis der er skudt andet jagtbart vildt, nævnes dette også.

  4. Dagens resultat blev i alt, (antal) fasankokke, (antal) fasanhøner, og evt. (antal) af andet jagtbart vildt.

  5. Det samlede antal af skud gennem hele dagen nævnes, og sammenholdt med det samlede antal vildt på vildtparaden, har jagtlederen udregnet resultat af hvor mange skud, der i gennemsnit er brugt til hvert stykke vildt.

  6. Hvis der kan købes vildt fra vildtparaden – oplyses priser på dette, og med hvem man skal afregne.

  7. Hvis en jagtgæst på dagen får skudt sin første sneppe, kaldes han/hun frem, og et bestemt ritual gennemføres. Jagtgæsten får som regel sneppen med hjem.

Hvis én af jagtgæsterne har lyst til at sige noget positivt om jagten, det kan være en speciel tak til jagtlederen, skytten og hjælperne, eller noget helt tredje, kan dette siges, når jagtlederen er færdig med sin tale, og inden hornblæseren går i gang med at blæse.

Hornblæseren afslutter vildtparaden ved først at blæse et jagthornsssignal for hver vildtart, som ligger på paraden, og slutter af med at blæse ”Jagt forbi” og evt. ”På gensyn”

Når hornblæseren er færdig med at blæse, går alle jagtgæsterne i en lang række neden om vildtparaden, mens skytten og alle hans/hendes klappere og hundefolk bliver stående, og jagtgæsterne giver hånd til samtlige og takker for indsatsen.

Når den ”officielle” del af vildtparaden er overstået, skal vildtet straks på køl eller lægges et aftalt sted, hvor vildthandleren senere kan afhente det. Alle, dog ikke jagtgæsterne, hjælper med at bære det væk fra vildtparaden, og skal vildtet afhentes af vildthandleren, lægges det pænt uden at klumpe.